Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Lærere skal have bedre mulighed for at sikre elevers trivsel og tryghed

Lærere og pædagoger er de voksne i skolen. De skal sikre alle elevers tryghed og trivsel.

Mattias TesfayeBørne- og undervisningsminister, (S)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forestil dig en time i sløjdlokalet, hvor en elev virker truende med et stemmejern. Eller en anden elev, der sprøjter klassekammeraternes billeder til med maling i billedkunstlokalet. Eller en elev, der filmer en anden elev i badet efter idræt og nægter at aflevere sin mobil, selvom læreren beder eleven stoppe.

Det er situationer, hvor lærere og pædagoger på få sekunder skal træffe svære valg, der skal sikre en tryg skoledag for alle børn. For eksempel at vriste en mobiltelefon ud af hånden på en elev, der bliver ved med at filme en klassekammerat i en krænkende situation.

I dag mener jeg ikke, at skolens personale har klare regler, som kan give pædagoger og lærere mulighed for at gribe ind, hvis det er nødvendigt. Vi ser tværtimod lærere, der mister deres arbejde, fordi de har handlet på en måde, som jeg betragter som sund fornuft. Det går selvfølgelig ikke. Derfor har regeringen foreslået nye regler.

Vi ønsker, at det tydeligt fremgår af loven, at skolen har et omsorgsansvar for alle børn, og at pædagoger og lærere derfor skal have mulighed for at gribe fysisk ind i situationer, hvor en elev skader eller krænker andre.

Jeg vil gerne slå fast: Det handler ikke om straf. Vi skal aldrig nogensinde acceptere fysisk afstraffelse i skolen. Det fremgår også meget tydeligt af lovforslaget. Derfor er det også ærgerligt, at Jyllands-Posten i søndags bragte et indlæg af forfatteren Egon Clausen, der videreformidlede den usandhed.

Formålet er at skabe ro og orden i klasselokalet i de få, men vanskelige situationer, hvor en elev skader sig selv eller andre, eller hvor undervisningen bryder sammen, og alle andre muligheder er afprøvet først.

Ifølge Danmarks Lærerforening har næsten hver tredje lærer det seneste år undladt at bruge fysisk berøring for at skabe ro i klassen, fordi de frygter konsekvenserne. Lovforslaget giver konkrete muligheder for at gribe ind, når situationen kræver det.

Enhver fysisk indgriben skal selvfølgelig være undtagelsen, den skal være kortvarig, så mild som muligt og med respekt for eleven. Personalet skal først overveje, om situationen kan løses på en anden måde.

Fysisk indgriben skal altså ske, efter at alle andre muligheder for elevens frivillige medvirken er afsøgt. Og forældrene og skolens ledelse skal orienteres.

Lærere og pædagoger er de voksne i skolen. De skal sikre alle elevers tryghed og trivsel. Også dem, der frygter et stemmejern, har fået ødelagt deres projekter i billedkunst eller bliver filmet i en krænkende situation.