Sig mig, har menneskeheden toppet?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg tager mig selv i at tænke det oftere og oftere: Toppede menneskeheden med Generation X?

Det er dramatisk at tænke sådan, ja. Men noget har ændret sig.

Jeg voksede op i 70’erne og 80’erne i et Vesteuropa, hvor der trods kold krig alligevel var stabilitet og en tro på, at man kunne skabe sig et godt liv gennem flid. Vi blev ikke pakket ind i vat.

Der var ikke nødvendigvis en mor eller far, der stod klar med friskbagte boller, sanselege og/eller konstant følelsesmæssig opmærksomhed efter skoletid. Vi kedede os, fandt selv på noget – og lærte, at ansvar ikke var et valg, men en nødvendighed.

I 00’erne var min søn i børnehave fra kl. 8.30 til 17.30. Det var ikke synderligt kontroversielt. Det var sådan, man fik familieliv og arbejdsliv til at gå op (og i øvrigt fik han en pædagog for sig selv den sidste time – hvem får det i dag?).

Ville vi ikke blive udskammet som “uengagerede forældre” i dag? Forældre overvåges nu af en næsten moralsk standard for nærhed, tilstedeværelse og konstant involvering.

For noget er skredet: Børn får medbestemmelse, der ville have været absurd i min barndom. Generation Y og Z vokser op i en kultur, hvor følelser ofte vejer tungere end ansvar og fakta. Diskussioner kan lukkes med “jeg føler mig krænket” – at føle er blevet et argument i sig selv.

Debatten om de såkaldte PDO-børn er et godt eksempel. Når politikere som Mattias Tesfaye forsøger at tale om udfordringer – for eksempel omkring PDO-børn – bliver der råbt højt om “nedværdigende” omtale, før debatten overhovedet når at komme i gang.

”Vi har en folkeskole og et samfund, der har svigtet,” lyder det. Det lyder ikke som nogen, der tager ansvar! Ikke fordi folkeskolen er perfekt i dag – bestemt ikke! Men det fritager ikke forældre for at opdrage deres børn til at komme til tiden, sidde stille, høre efter og respektere lærerne og kammeraterne. Hvis børnene ikke kan det, og de i øvrigt ikke har udfordringer i form af en eller flere diagnoser/ udfordringer – ja, så er det PDO-børn. Og det er forældrenes ansvar!

Det virker, som om vi har sejret ad helvede til: Livet er gjort så trygt, så bekvemt, at evnen til at håndtere modgang er blevet en mangelvare. Nogle gange er det ikke andres skyld – nogle gange er det dit eget ansvar at komme videre.

Måske har vi haft det for nemt, og derfor er det sværere at tage ansvar – både for os selv og for andre. Og det er derfor, at jeg tænker om menneskeheden bevæger sig fremad … eller om vi allerede har været på toppen.

Det er en ubehagelig tanke. Men måske netop derfor skal det siges højt.

Jeg siger ikke, at alt var bedre før. Og der er masser, jeg gerne vil gøre om, hvis det var muligt. Men jeg savner en mere robust forståelse af ansvar – det personlige ansvar, der ikke kan skubbes over på andre.

Men heldigvis er der håb. Jeg har mange Gen Y- og Z-kollegaer, og de er både skarpe, kompetente og behagelige mennesker. Ifølge sociologen Emilia van Hauen er fordommene om en forkælet ungdom netop det – fordomme. Som hun påpeger, er de unge i høj grad blevet formet af de rammer, vi ældre generationer har skabt.

Derfor handler det ikke om at dømme nogen ude, men om at minde om noget, der er ved at glide os af hænde: at ansvar er grundlaget for alt andet. For det store fællesskab, for udvikling og for at blive et menneske, der kan stå på egne ben. Ellers bliver verden et (endnu) dårligere sted, hvor ekstremistiske holdninger i (endnu) højere grad får frit spil.

Hvis vi kan finde balancen mellem rettigheder og pligter, mellem følelser og fornuft, så er menneskeheden forhåbentlig ikke færdig med at udvikle sig. Men hvis ansvar fortsat er noget, vi forventer af alle andre end os selv – så har vi måske allerede været på toppen.