Det er ikke din garderobe, der ødelægger klimaet – det er prisskiltet

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Black friday nærmer sig. Julegaveræs, januarudsalg og endnu en sæson, hvor vi køber først og tænker bagefter. En årstid for overforbrug.

For ikke så længe siden blev det hele meget konkret for mig, da jeg trådte ind i en butik i København, hvor der kun blev solgt én ting: ingenting. Tomme stativer, tomme hylder, prisskilte uden varer. Det hele lignede en fejl, men det var meningen. Butikken var skabt for at vise noget, vi egentlig godt ved, men sjældent tør sige højt. Vi køber for meget. Meget mere, end vi bruger. Og planeten betaler prisen.

Jeg er liberal. Jeg har ingen interesse i at diktere, hvor mange kjoler du må eje, eller hvor ofte du køber nyt. Jeg kommer aldrig til at gå ind for forbud, moralpoliti eller statslig opdragelsespædagogik. Du skal leve dit liv, som du vil. Men jeg har en stor interesse i, at regningen ender det rigtige sted.

Lige nu er det næsten gratis at udlede CO₂. At ødelægge drikkevand. At forurene i produktionskæder, der rækker over hele verden. Det er det egentlige problem. Ikke at mennesker køber tøj, men at prisen ikke afspejler skaden. For når venstrefløjen siger, at »virksomhederne skal tage ansvar«, glemmer de halvdelen af virkeligheden. Virksomheder producerer det, der bliver købt. Det er ikke en ond direktør i Kina, der tømmer vores konti. Det er os, der swiper.

Vi er blevet passive forbrugere, der lader algoritmer bestemme, hvad vi ”mangler”. Den næste reklame bestemmer vores næste køb. Ikke fordi vi står og fryser, men fordi vi ikke kan finde ud af at trives uden det næste klik. Derfor er overforbrug ikke kun et klimaproblem. Det er et kulturproblem.

Vi taler konstant om en ungdom i mistrivsel. Om unge, der mangler mening, tryghed og fællesskab. Samtidig bliver vi fodret med idéen om, at lykke kan komme i en papkasse om to hverdage. Det hænger ikke sammen. Det er derfor ikke et moralsk spørgsmål. Det er et økonomisk spørgsmål.

Alt har en pris. Overforbrug har en, især i vores ungdom. Vi tror, vi kan købe os til lykke. En endnu dyrere pris er den, som forurening har. Ødelagt natur og drikkevand har nemlig en kæmpe pris. Når vi lader som om, produktionen ingen pris har, skubber vi regningen videre til andre. Ofte til mennesker, der ikke har råd til at betale den. Eller til en fremtid, der ikke kan vælge fra. Enten betaler du ved kassen. Eller også betaler nogen andre senere.

Derfor giver det langt mere mening at tale om afgifter på negative eksternaliteter end om forbud, klimaskam og moralsk opdragelse af forbrugerne. En ensartet, flad afgift på det, der forurener, ville være ærlig politik.

Den vil ramme Temu og Shein hårdere end de virksomheder, der prøver at gøre tingene ordentligt. Den ville omdanne ansvar til konkurrencefordel. Den ville gøre det profitabelt at producere bæredygtigt og mindre attraktivt at producere dårligt. Det er retfærdigt både for dig og for Quang fra Thailand, hvis arbejdsdag er lang, og det vand, vi begge hver især skal drikke.

Og ja, det vil gøre nogle ting dyrere. Det er hele pointen. Det skal være dyrere at ødelægge planeten end at lade være. Men løsningen er ikke klimaskam. Vi får ikke et bedre samfund af, at unge går rundt og føler sig forkerte, hver gang de køber en trøje. Det er ikke holdbart, psykologisk, politisk eller socialt.

Nu, hvor vi nærmer os højtiderne for spontane køb, er det måske netop nu, vi burde gøre det lettere, ikke sværere, at vælge ansvarligt. For vi kommer ikke videre ved at købe os til lykke og tale os fra ansvar. Vi kommer videre ved at bruge det, vi har, betale det, det koster, og lade markedet konkurrere om at gøre skaden mindre.