Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Jeg gider ikke blive voksen. Det føles forkert

Jeg vil hellere leve et liv, hvor der er plads til at være spontan og fjollet, også selvom man skal træffe de rigtige valg.

Line MoldtElev, Ågård Efterskole

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da jeg var lille, virkede det som det fedeste at være voksen – men nu har jeg det modsat.

Det virker helt ærligt bare som en lang liste af pligter, forventninger, ansvar og regler, som jeg ikke har bedt om.

Vi unge får hele tiden at vide, vi skal være ansvarlige, præstere, tænke på fremtiden, redde miljøet og træffe de rigtige valg.

Hvad nu, hvis jeg bare gerne vil være til stede og nyde tiden, mens jeg har den?

Det er, som om jeg ikke ”må” det – jeg skal bare have styr på det hele lige nu.

Jeg tror ikke, det er, fordi vi er dovne eller ikke gider. Jeg tror mere, det er, fordi voksenlivet virker for sort-hvidt, og vi unge vil gerne leve det med farve og glæde.

Jeg synes, der burde blive snakket mere om, hvordan man lever et voksenliv med frihed og leg. Jeg vil gerne leve et liv, hvor der er plads til at være spontan, nysgerrig og fjollet, også selvom man skal træffe de rigtige valg og tage ansvar.

Jeg tror, der er mange, der ikke gider at blive voksne, fordi så stopper alt det, der er sjovt og fedt.

Men det handler måske i virkeligheden om at blive voksen på sin egen måde. Det skal være mere normalt at være spontan, fjollet og nysgerrig, når man bliver voksen.