Gruppe af jøder i Danmark: Der er brug for, at jøder siger fra over for Israel
Det er vigtigt at udfordre narrativet om, at jøder i Danmark alle støtter Israel ubetinget – og at kritik af Israel dermed er antisemitisk.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Vi er Jøder for Retfærdig Fred (af 5784). Vi fandt sammen efter det Hamas-ledede angreb den 7. oktober 2023.
Det stod hurtigt klart, at Israels angreb i Gaza handlede om mere end blot gidslerne. Vilkårlige angreb på civile, uanset fra hvem, er selvsagt brud på folkeretten.
Som jøder bosat i Danmark afviser vi, at staten Israel handler og taler på vegne af hele det jødiske folk – og at kritik af Israel er antisemitisme. Vi siger fra og går på gaden, fordi den såkaldte våbenhvile ikke betyder fred.
I Gaza sulter og dræbes civile stadig af israelske styrker, der kommer stadig næsten ingen nødhjælp ind, og Vestbreddens palæstinensere er i stigende omfang udsat for vold og ulovlig fordrivelse.
Den politiske løsning må begynde med afslutning på israelsk apartheid og ulovlig besættelse. Israel har nu besat over halvdelen af Gaza, som ligger i ruiner. Samtidig udvides de ulovlige bosættelser på Vestbredden og Østjerusalem, hvor mere end 1.000 palæstinensere er dræbt på to år, og tusindvis er fordrevet.
Mange tusinder palæstinensere er fortsat i fængsel uden sigtelse, og de overfyldte fængsler betegnes som torturlejre. Dette sker i forlængelse af en længerevarende dehumanisering af palæstinenserne, f.eks. udtrykt af Israels daværende forsvarsministers ord den 9. oktober 2023, hvor han omtalte palæstinenserne som »menneskedyr« og sagde, han havde beordret stop for, at mad, vand og elektricitet kunne komme ind i Gaza.
Det er her, det blev tydeligt, at intentionen har været total ødelæggelse af muligheder for liv – et folkedrab.
To år senere står det derfor klart, at der stadig er behov for en gruppe som vores. En jødisk gruppe, der siger fra over for Israel og står i solidaritet med palæstinenserne, der kræver en retfærdig fred. Derfor går vi stadig på gaden. Jøder for Retfærdig Fred kræver:
- at Danmark indstiller handel, herunder med militært udstyr, til Israel, så længe internationale love brydes.
- at Danmark anerkender Palæstina som selvstændig stat.
- at Danmark presser Israel, indtil det indgår en retfærdig fredsaftale med palæstinenserne; genopbygger Gaza efter ødelæggelserne; ophæver de ulovlige bosættelser; stopper blokader og apartheid.
- at Danmark står fast på, at folkeretten gælder alle stater, og støtter de internationale retsinstanser.
Vi er en voksende gruppe, der ikke hænger vores jødiske identitet op på en tæt forbindelse til Israel som et nødvendigt helle for jøder. Vi ved, at kritik af krænkelser af menneskerettigheder ikke er antisemitisme.
Med den berømte jødiske leder af Warszawa-ghettoens oprør Marek Edelmans ord: »at være jøde betyder altid at stå på de undertryktes side, aldrig med undertrykkeren.«
Vi fortsætter vores arbejde, indtil en retfærdig fred er opnået. Ingen er frie, før alle er frie.