Psykologien spænder ben for inklusion

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Debatten om folkeskolens inklusionsopgave raser. Men politikerne diskuterer igen det forkerte. De taler om, hvilke børn der ikke passer ind – i stedet for at tale om de fællesskaber, de skal passe ind i. I vores afmagt over inklusionsopgaven i folkeskolen har vi forsøgt at forstå de børn, der ikke trives i skolens fællesskaber, for at finde forklaringer på, hvorfor de falder udenfor. Måske er det på tide at vende blikket og spørge: Hvordan er vores fællesskaber egentlig konstrueret? Og hvem er de bygget til?

For længe har inklusionsopgaven og vores samfund været forstået ud fra for snævre psykologiske perspektiver. Vi har gjort børns adfærd, motivation og individuelle forudsætninger til forklaringen på, hvorfor nogle falder udenfor. Det har skabt en tankegang, hvor vi kommer til at integrere børn i fællesskaber, der i forvejen er defineret på måder, de ikke kan spejle sig i. Når vi tænker for psykologisk, kan der opstå en forskydning af ansvaret fra fællesskabet til barnet og de professionelle.

Når jeg siger, at psykologien spænder ben for inklusion, peger jeg på det problem, at vi i mange år har forsøgt at løse inklusionsudfordringer gennem psykologiske forklaringsmodeller, hvor fokus ligger på barnets individuelle udvikling, motivation eller diagnose fremfor på de strukturer og fællesskaber, barnet indgår i. Det er ikke psykologien, der er forkert, men måden, vi bruger den på. Inklusion handler ikke om at ændre børn. Det handler om at ændre fællesskaber.

Det handler ikke om at motivere børn til at passe ind, men om at skabe rammer, der er motiverende i sig selv, fordi de bygger på gensidig anerkendelse og deltagelsesmuligheder for flere. Det bliver ikke børnene, der skal motiveres til at deltage i fællesskabet – det bliver fællesskabet, der skal motivere børnene. Alligevel ser jeg igen og igen stillingsopslag i uddannelsessektoren, hvor man søger psykologiske kompetencer – helst en cand.pæd.psych. – for at kunne ”forstå, hvordan vi motiverer børn”. Det er blevet den foretrukne vidensform i både praksis og uddannelse. På Aarhus Universitet er det pædagogisk psykologi, der topper ansøgningslisterne. Det vidner om en samfundsmæssig tendens, hvor vi ser problemerne som noget, der ligger i individet – ikke i institutionerne.

Vores samfunds psykologiske blik på inklusion har også haft en pris. Det har skabt en overdiagnosticering af børn og en tendens til at placere skylden hos de lærere og pædagoger, der står tættest på. Når ansvaret individualiseres, bliver også presset individuelt – og lærere brænder ud, fordi de skal kompensere for fællesskaber, der ikke fungerer.

Vi må derfor tænke omvendt: Ikke “hvordan får vi børnene til at passe ind?” men “hvordan skaber vi fællesskaber, som børnene kan være en del af?” Det er der, inklusion kan lykkes.