Er det klogt at have kritisk infrastruktur på bunden af Østersøen?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Når jeg som almindelig borger ser ud over Østersøen og ved, at Danmark lige nu er i gang med at støbe en 18 km lang tunnel under havet, kan jeg ikke lade være med at tænke: Er det stadig klogt?

Ikke fordi jeg er imod udvikling. Ikke fordi jeg romantiserer færgerne. Men fordi verden har ændret sig på en måde, ingen af os kunne forestille sig, da projektet blev vedtaget.

Dengang handlede sikkerhed om terrorangreb i lufthavne og på gader. I dag handler det om sabotager på havets bund, cyberangreb mod vores infrastruktur og en krig i Europa, der har gjort kritiske forbindelser til mulige mål.

Vi lever ikke længere i den verden, tunnelen blev planlagt til. Siden Femernprojektet blev besluttet, har vi set ting, som få havde troet mulige: En naturgasledning i Østersøen er blevet sprængt. Datakabler mellem Baltikum, Finland og Norge er blevet skåret over. Rusland bruger havet som slagmark for en ny form for krig, hvor skjult sabotage er et våben. Europa er ikke længere fredeligt – og vi har lært, at store, faste anlæg kan rammes.

Det er i dette nye landskab, Danmark bygger et enormt, stationært og sårbart bygningsværk, som hver dag skal transportere tusindvis af mennesker.

Hvad, hvis noget går galt? Jeg skriver ikke dette for at skabe frygt, men for at vi alle – politikere som borgere – tør stille det oplagte spørgsmål: Hvad sker der, hvis nogen bevidst saboterer tunnelen? Selv om den bygges stærkt, er det stadig en tunnel under havet.

Hvis en del af den fyldes med vand, kan hundredvis af mennesker blive fanget uden mulighed for flugt. Det er et ekstremt scenarie, ja – men vi lever i en tid, hvor ekstremiteter ikke længere er utænkelige.

En tunnel er stationær. Færger er fleksible. Vi har i årtier været vant til færgerne som en selvfølge. Og måske har vi derfor glemt, at de faktisk repræsenterer en styrke, ikke en svaghed: De kan ændre kurs. De kan omdirigeres i krisetider. De skaber flere ruter – ikke én enkelt flaskehals.

En tunnel er praktisk i hverdagen, men i en krisesituation er den ufleksibel. Hvis den rammes, har vi intet alternativ. Er det ikke rimeligt at genoverveje?

Jeg siger ikke, at projektet nødvendigvis skal stoppes. Men jeg mener, at Danmark bør træde et skridt tilbage og spørge: Er vi sikre på, at vi har vurderet de nye trusler? Har vi en plan B, hvis tunnelen lukkes? Er det klogt at nedlægge færgerne helt?

Og har vi gjort nok for at sikre civile liv, hvis noget skulle gå galt? Det er ikke mangel på fremskridt at revurdere et projekt. Det er sund fornuft. Lad os tænke os om – mens vi stadig kan.

Femernforbindelsen kan være et stort fremskridt. Men den kan også blive Danmarks mest sårbare punkt. Det mindste, vi kan gøre, er at sikre, at projektet er tænkt til den verden, vi lever i, ikke den verden, vi troede ville komme.

Som borger ønsker jeg bare, at vi sætter sikkerheden først – både den nationale og den menneskelige. Hvis vi tager det alvorligt, står vi stærkere. Og hvis vi ikke gør det, risikerer vi at stå med et problem, der hverken kan sejles udenom eller bygges væk.