Gigantbesparelser gør os sårbare over for den næste krise

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

På torsdag den 20. november vil et flertal i Folketinget efter al sandsynlighed vedtage en af de største nedskæringer i velfærden i nyere tid.

Frem mod 2030 vil der som en del af beskæftigelsesreformen blive skåret 2,7 mia. kr. – godt 23 pct. – af indsatsen til blandt andre ledige, udsatte, unge og sygemeldte borgere. Det sker i en tid, hvor Danmark står midt i en højkonjunktur. Men øvelsen kan vise sig at være en historisk fejldisposition.

For de gode tider varer ikke evigt. Nedturen vil komme. Før eller siden. Allerede nu tegner der sig mørke skyer i horisonten: Vi står midt i et geopolitisk vendepunkt med toldmure og handelskrige. Vores største eksportmarked, Tyskland, er i recession.

Og vi står med en ukendt regning for en massiv militær oprustning. Når økonomien vender, vil vi for alvor få brug for et stærkt beskæftigelsessystem.

Men da kan det være for sent.

For med besparelserne mister vi ikke bare stillinger, men også viden, erfaring og netværk, der er opbygget gennem mange år. Det vil tage lang tid – måske årtier – at genopbygge. Tænk bare på Skat.

Konsekvensen kan blive, at vi som samfund ikke kan hjælpe de mange nye ledige tilbage i job, når konjunkturerne vender.

Dermed spiller vi hasard med hele arbejdsmarkedets fremtid. Dertil kommer, at milliardbesparelsen kan øge den strukturelle ledighed. Det vil betyde færre hænder og hoveder i arbejde og samtidig æde de sparede midler op. Og mere til.

Hvis reformen bliver vedtaget i sin nuværende form, risikerer man, at uligheden i samfundet kommer til at vokse til et niveau, som de fleste vil finde uacceptabelt. Det gælder ikke mindst, når konjunkturerne vender. Jeg tænker blandt andet på de unge, de sygemeldte og de udsatte borgere.

De tre grupper vil i særlig grad blive ramt af de planlagte besparelser på de såkaldte ØVO-aktiviteter – øvrig vejledning, opkvalificering og mentorstøtte.

Al forskning og erfaring viser, at en tidlig og målrettet indsats over for netop de grupper af borgere øger chancerne betragteligt for en hurtigere og mere holdbar tilknytning til arbejdsmarkedet.

Den indsats kan i de fleste tilfælde kun lykkes gennem et tæt samarbejde med vores virksomheder. Kommunernes virksomhedskonsulenter hjælper virksomheder med rekruttering, praktikpladser og opkvalificering – og de åbner døre for mennesker, der ellers ville stå uden muligheder.

Skærer man halvdelen væk, som planen er, rammer man kernen af en indsats, der kun bliver endnu mere værdifuld, i takt med at lavkonjunkturen fejer hen over landet.

Inden politikerne afgiver deres stemme i folketingssalen, bør de erindre sig, at den danske beskæftigelsesindsats på mange måder er at betragte som velfærdssamfundets hovedbanegård. Og at indsatsen udgør en afgørende del af vores kriseberedskab.

Det så vi blandt andet under coronanedlukningen, hvor medarbejderne i beskæftigelsesindsatsen under svære vilkår og trods alle odds formåede at hjælpe langt hovedparten af de ledige tilbage i arbejde eller i uddannelse.

Senest så vi det under Ukrainekrisen, hvor man med en kraftanstrengelse fik banet vejen til det danske arbejdsmarked for titusinder af flygtninge.

Hvad er planen, når den næste krise rammer? Hvem tager ansvar, når titusinder af nyledige skal hjælpes videre i job eller uddannelse? Og hvad gør vi, hvis flere ender på offentlig forsørgelse, fordi vi ikke har polstret vores beredskab i tide?

Hvis man som folketingspolitiker på torsdag vælger at give milliardbesparelsen ben at gå på, bør man i det mindste komme med de gode argumenter for beslutningen.

Det er altså ikke nok at sige, at man træffer beslutningen med åbne øjne, når man lige er i gang med at rundbarbere et af samfundets vigtige beredskaber.