Regeringen tøver med at lukke en pivåben dør for kriminelle, der vil svindle på bekostning af udsatte

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der findes en praksis på social- og handicapområdet, som er helt almindelig, men som få kender til, hvis de ikke har berøring med området til daglig.

I hvert fald oplever jeg tit at blive mødt med overrasket vantro, når jeg fortæller, at kommunerne helt lovligt kan akutanbringe mennesker på bosteder, der ikke er godkendt af socialtilsynet. Og at det sker i stor stil.

På disse steder er der ingen, der har sagt god for kvaliteten. Her er der ingen myndighed, der systematisk fører kontrol med hverken faglighed eller fysiske rammer – eller forvaltning af skattekroner. Så jeg kan godt forstå, når folk spørger: Byder vi virkelig de mest sårbare børn, unge og voksne i vores samfund det?

LOS repræsenterer 500 godkendte sociale tilbud. Vi har i flere år arbejdet for, at brugen af ikke-godkendte anbringelsessteder skal forbydes helt, ikke mindst fordi der er mange eksempler på, at især børn har fået en umenneskelig behandling. I en række tilfælde har kommuner også efterladt børn på stederne i meget længere tid, end loven tillader, og undladt at informere socialtilsynet, hvilket også er ulovligt.

Debatten om de ikke-godkendte tilbud er blusset op politisk igen, efter at det blev afsløret, at National enhed for Særlig Kriminalitet mener, at sociale tilbud indgår i alvorlig økonomisk kriminalitet.

Historien har rystet og forarget mange, inklusive mig selv. Den form for kriminalitet på bekostning af mennesker i udsatte positioner skal stoppes. Det kræver en bred vifte af politiske tiltag, men et forbud mod ikke-godkendte tilbud er uden tvivl det oplagte første skridt. Det siger næsten sig selv, at manglende kontrol giver rum for lyssky aktiviteter.

Alligevel tøver regeringen. For nylig var justitsministeren og social- og boligministeren i samråd om sagen. Her lød det fra Sophie Hæstorp Andersen, at hun fortsat er ved at »vende hver en sten« for at finde frem til tiltag, der kan sikre kvalitet og stoppe kriminalitet.

Flere gange har hun sagt, at hun overvejer at forbyde ikke-godkendte tilbud. Det gentog hun på dette samråd. Men jeg er bekymret for, om hun trækker i land, fordi hun flere gange tilføjede »eller begrænse kommunernes mulighed for at bruge dem«.

Uanset hvilken begrænsning ministeren kunne have i tankerne, er det ikke godt nok. Der er brug for et fuldt stop.

Jeg kan være bekymret for, om ministeren holder igen, fordi forslaget om et totalforbud er blevet mødt med skepsis fra kommunerne. I kommunalt regi er man bekymret for, at der ikke er kapacitet nok, hvis de ikke-godkendte tilbud afskaffes. Den udfordring anerkender jeg, og derfor har vi i LOS lagt en model frem, der kan sikre akutte anbringelser i fagligt og fysisk forsvarlige rammer.

Vi foreslår, at godkendte tilbud skal have mulighed for at få forhåndsgodkendt fleksible akutpladser til en lidt bredere målgruppe end kernemålgruppen.

Det er en god løsning, især fordi behovet for at anbringe akut ofte opstår, når et allerede anbragt menneske får nye udfordringer, der gør, at han eller hun falder uden for målgruppebeskrivelsen på det sted, hvor de bor. Med dette forslag kan sårbare mennesker blive boende i godkendte rammer på et sted, de kender, og sammen med medarbejdere, de har tillid til, indtil kommunen finder det rigtige sted til dem.

Jeg håber, at dette forslag ligger under en af de sten, som lige nu vendes i Social- og Boligministeriet, og at vi snart ser en minister, der handler. Regeringen har kendt til udfordringerne på området længe, og der er hårdt brug for en klar retning for, hvordan vi får de brodne kar helt ud af socialområdet.

Der skal flere tiltag til, men det første skridt må være at lukke helt ned for kommunernes mulighed for at bruge ikke-godkendte tilbud. Andet kan vi ikke være bekendt over for sårbare børn, unge og voksne.