Folkeskolens ynkelige fallit sender os tilbage i tiden

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Undervisningsminister Mattias Tesfaye vil genindføre muligheden for fysisk indgriben, som det hedder i lovforslaget - i folkeskolen.

Det kan kun betegnes som et kæmpemæssigt nederlag for den tænkning om skole og pædagogik, som Socialdemokratiet har stået for i mere end 100 år.

En af de store stjerner i Socialdemokratiets skolepolitik var filologen Hartvig Frisch. Som skolepolitiker fik han i 1950 vedtaget et totalt forbud mod fysisk afstraffelse i Københavns skoler. Han døde desværre, før han kunne få det gennemført i hele landet, men hans tanker om en skole, der ikke krævede absolut lydighed, og som ikke brugte straf som middel til at opretholde ro og orden, har lige siden været til stor inspiration for lærere og andre med interesse for skole og samfund.

Han havde blik for de store linjer, og i hans store værk om Europas kulturhistorie kan man læse om dengang, der var almue til. Den gik i klodsede vadmelsklæder og bestod af mennesker, der hverken kunne læse eller skrive. De troede på spøgelser, hekse og trolde, besværgelser og onde ånder. Højt hævet over denne almue sad adelen og præsterne.

Adelen havde magten over lov og ret, og præsterne havde sproget. Det gjorde almuen magtesløs, og sommetider blev den så rasende, at den gjorde oprør, men det kom den aldrig langt med. Voldelige oprørere blev straffet hårdt. Nogle blev henrettet, andre måtte op på træhesten, og det var en hård straf.

Det er nu længe siden, og almuen er for længst afskaffet. Vi lever i et demokrati, og det kræver, at borgeren kan læse og skrive og tage et ansvar for det fælles bedste. At forvandle almuemanden til borger blev en opgave for folkeskolen, og det lykkedes i høj grad.

Man kan roligt sige, at folkeskolen har været en umådelig succes. Det er også blevet forbudt at slå på børn, og sådan har det været i mange år, men nu er vinden åbenbart vendt.

Folkeskolen af i dag er tilsyneladende ikke i stand til at klare de opgaver, den er sat i verden for at løse. Mange børn forlader skolen uden at kunne læse og skrive. Regne kan mange heller ikke mere. Lærernes autoritet er reduceret ved en lov, der er vedtaget af Folketinget.

Resultatet er, at eleverne går tabt i en verden uden andre autoriteter end dem, de finder i deres mobiltelefoner.

Den seneste skolelov fra 2013 gør kun alt værre. Den blev betragtet som et opgør med rundkredspædagogikken, og hvad dens var, men den har vist sig at være en katastrofe, hvilket blandt andet skyldes, at den kun beskæftiger sig med stof, der kan måles og vejes.

Dens idé om læring umuliggør i virkeligheden klassisk undervisning, blandt andet fordi den har degraderet lærerne til assistenter, der ikke skal tro, de er noget særligt, for de skal være “i øjenhøjde med eleverne”, som det hedder i en af de magtfulde klichéer, der styrer skolens indre liv.

En sådan mangel på myndighed skaber naturligvis uro i timerne, men alt imens hverdagen er præget af kaos, vold, hærværk og mobning, bliver skolen styret med pædagogiske fraser om løbende dialog, innovationskompetencer, livslang læring og betydningen af forandringsparathed, hvilket alt sammen medfører, at ethvert forbedringsforslag, der er baseret på erfaring fra praksis, bliver bremset.

Det er som i almuens tid, hvor et lag af magtfulde organer herskede over det jævne folk med et sprog, som folket ikke kunne hamle op med.

Hvis man vil vide noget konkret om folkeskolens aktuelle status, kan romanen ”Smukke unge mennesker” anbefales. Den er skrevet af Kirstine Ersbøll Meyhoff, der har en baggrund som folkeskolelærer, så hun ved, hvad hun skriver om.

Hendes bog er bitter, vred og sarkastisk, men også båret af afmagtens humor, så man griner, hvor man burde græde. I bogen beskriver hun hverdagen på en moderne dansk folkeskole, hvor såvel elever som lærere er magtesløse ofre for den fremherskende pædagogiske teori om læring.

I skolen er de gammeldags klasselokaler præget af mangel på vedligeholdelse, men kommunen har til gengæld bevilget »en ny multihal med kæmpemæssige glasvinduer og et læringscenter med sjove vægdekorationer og skæve vinkler, der signalerer nytænkning og kreative udfoldelsesmuligheder«.

Eleverne synes åbenbart ikke om al den muntre opfindsomhed, så der er ødelagt inventar for et femcifret beløb, mens it-udstyret i læringscenteret er blevet splittet totalt ad. Der er også nogle hylder med bøger, men »Bøgerne virker heldigvis knap så tiltrækkende på eleverne, og derfor får de for det meste lov til at blive stående på hylderne. Efterhånden minder læringscenteret mere om et gammeldags skolebibliotek, men læring kan jo også godt være noget med at læse bøger, så der er ingen grund til at ændre det fine, nye skilt på døren«.

Skolen har også et ”værdibarometer”, som er hængt op i alle klasseværelserne, »så derfor ved selv de yngste elever, at man ikke skal acceptere, at én person bestemmer over andre. I hvert fald ikke læreren«.

Skolens hverdag er så stressende, at skolen endda har glemt sin egen fortid. Engang var der således noget, der hed morgensang, men det er der ikke mere.

»Ingen kan huske, hvordan det var, eller hvordan man gjorde, eller hvordan man kunne få eleverne til at synge med eller i det mindste forholde sig i ro, hvis de ikke sang med. Der må jo også have været en grund til, at morgensangen blev afskaffet. Man kan bare ikke huske, hvad grunden var.«

Til gengæld for den mistede historie har skolen udviklet sig til et lille samfund med egne ondskabsfulde spilleregler, der bevirker, at store børn, der upåklageligt passer et arbejde som flaskesamlere i de lokale butikscentre, bliver forandret til ødelæggende hærværksmaskiner, når de træder ind på skolens område, og lærerne er magtesløse.

De ender med at anse eleverne for at være deres fjender, og man forstår dem. Begge parter er ofre for et system, de ikke kan ændre. Ingen kan hamle op med den verdensfjerne og dermed undertrykkende retorik, der præger skolens officielle ideologi.

Bogen er fremragende. Den beskriver en proces, der producerer almue af samme hjælpeløse slags som dem, der levede i gamle dage. De kunne som før nævnt hverken læse, regne eller skrive.

Det samme gælder også for mange af de stakkels elever, der forlader folkeskolen i dag. De er i sandhed vor tids almue. I gamle dage troede almuen på spøgelser, lygtemænd og onde ånder. Det gør den moderne almue ikke. Den tror på fake news, stjernetegn og alskens konspirationsteorier, og hvor er forskellen?

I gamle dage brugte magthaverne fysisk afstraffelse for at holde almuen nede, men så kom socialdemokraterne. De havde som mål at forvandle de fattige, forhutlede mennesker fra samfundets bund til frie borgere i et samfund med lige rettigheder til alle.

Det skete ikke ved brug af slag og straf, men ved en indsats, der kunne bringe almuemanden og -konen ud af deres elendige livsvilkår, og det lykkedes, bl.a. ved skolens hjælp, så nu kunne man måske forestille sig, at det samme princip kunne bruges den dag i dag, men nej.

Undervisningsministeren vil i yderste konsekvens give lærerne mulighed for fysisk indgriben for at undertrykke oprørske elever. Op på den sociale træhest med dem. Hvilket nederlag!