Skal jeg virkelig tvinges til ledighed?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Ikke fordi jeg har lyst, ikke fordi jeg er træt af mit job, og utroligt nok heller ikke fordi arbejdspladsen er træt af mig. Men fordi mit job er på deltid, og jeg får supplerende dagpenge.

Hvis jeg ikke har fundet et fuldtidsarbejde inden for 30 uger, mister jeg retten til dagpenge. Medmindre altså jeg siger op. Hvis jeg siger op, har jeg nemlig ret til fuld dagpengesats.

Lyder det besynderligt, er det, fordi det ER besynderligt. Og selvom jeg langtfra er den første eller eneste, det rammer, kunne vi måske lige tage snakken igen…

Baggrunden for lige netop min situation er, at jeg indtil for nylig havde et fint betalt lønarbejde, som på grund af bevillingsomlægninger og med kort varsel blev reduceret til en 10-timersstilling. Med en familie at forsørge blev det simpelt hen for pauvert.

Derfor søgte jeg om supplerende dagpenge og tak for den mulighed, samfund!

Men er det ikke underligt, at fuldtidsledige kan få fuld understøttelse i to år, mens deltidsledige kun må få supplerende dagpenge i godt et halvt år?

Argumentet for, at man kun må være 30 uger på supplerende dagpenge, er vist nok, at man ikke står fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet, hvis man arbejder deltid.

Det hænger bare ikke sammen. Jeg søger som alle andre ledige 37-timers job – opslåede og uopfordrede – så tastaturet og mobilen gløder; jeg leder efter virksomhedspraktikker for at få et større netværk og efter deltidsstillinger, som jeg eventuelt kan supplere min nuværende stilling med.

Kravene til mig er altså de samme som til fuldtidsledige, og samtidig har a-kassen gjort det klart, at det er betragteligt meget nemmere at finde et nyt arbejde, når man allerede har et job.

Men jeg har jo et job! Jeg kan bare ikke garantere, at jeg har fundet et nyt fuldtidsjob på et halvt år – og slet ikke i min alder.

For som fuldgyldigt medlem af det grå (g)uld er jeg ikke ligefrem en af dem, arbejdsgiverne kaster sig over på trods af et nydeligt cv og en ret så omgængelig natur. Jeg har med andre ord brug for mere tid (hvilket bekræftes af blandt andet en rapport fra Akademikerne).

Så kære politikere, kunne I ikke række hånden ud til alle os deltidsledige, der kæmper for at holde en fod i døren til selvforsørgelse, i stedet for – i praksis – at bede os om at stille os bagerst i ledighedskøen?

PS. Ja, jeg søger også job uden for mit eget fagområde. Men som udgangspunkt vil jeg gerne finde job i det felt, hvor jeg er godt polstret på både viden og kunnen. Der adskiller jeg mig heller ikke fra andre ledige. Eller fra folk i arbejde.