Man skal kunne sige det, Dansk Folkeparti siger om indvandring, uden at blive hængt ud som racist

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Dansk Folkeparti bliver ofte kaldt racistisk, fremmedfjendsk eller hadefuldt. Det er grove ord, der bliver kastet om sig, hver gang DF taler om indvandring. Men DF’s holdning er i bund og grund enkel: Kriminelle udlændinge og dem, der ikke bidrager, skal ikke blive i Danmark. Det er ikke had. Det er et ønske om at passe på sit land – noget, de fleste andre lande betragter som sund fornuft.

Vi kan jo se, hvad indvandringen fra især muslimske lande har gjort ved Europa. Mange tager naturligvis deres kultur med, og det kan sagtens være en berigelse. Problemet opstår først, når man ikke bare vil leve med sin kultur, men efter den – og ovenikøbet kræver, at værtslandets love og traditioner skal vige for den. Ville det blive accepteret i et muslimsk land, hvis vesterlændinge krævede, at vores regler skulle gælde dér?

Problemet er ikke DF’s ønske om at beskytte Danmark – problemet er tonen. Retorikken er blevet hård, og DF har sandsynligvis skruet op for at blive hørt. For hver gang de i årenes løb har advaret om problemer med integration og parallelsamfund, er de blevet mødt med skældsord og udskamning.

Et af de mest toneangivende eksempler kom fra Poul Nyrup Rasmussen i 1999, der som statsminister sagde: »Stuerene bliver I aldrig.« Det var ikke bare arrogant – det var dybt uprofessionelt. Når landets øverste leder nedgør et folkevalgt parti og dets vælgere, skader det demokratiet. Man kan være uenig i politikken, men man må aldrig håne dem, der repræsenterer vælgerne.

Desværre har den tone bredt sig. Mange politikere – også fra andre partier – har siden kaldt DF for et racistisk og fremmedhadsk parti. Det er ikke saglig kritik, det er personangreb, og det smitter af på befolkningen.

Når toppolitikere taler sådan om hinanden, sender det et signal om, at nedgørelse er acceptabelt, og så bliver hele den offentlige debat forrået. Politikere burde holde sig for gode til at bruge nedladende øgenavne og skældsord – de skal gå forrest som forbilleder, ikke som deltagere i et mundhuggeri.

Danmark er et gæstfrit land, men vi har naivt troet, at imødekommenhed altid bliver gengældt. Det er ikke tilfældet. Mange muslimer i Danmark er velintegrerede, arbejder, bidrager og respekterer vores værdier. De er en gevinst for samfundet. Men en mindre gruppe nægter at tilpasse sig, og resultatet ser vi i ghettoer, vold, stenkast mod politi og krav om særbehandling.

Det må man kunne sige – uden at blive kaldt racist. Det handler ikke om had, men om ærlighed. Man kan sagtens anerkende de mange, der vil Danmark, samtidig med at man siger klart fra over for dem, der ikke vil.

Men DF må også tage ansvar for tonen. De har en pointe, men den drukner i vrede. Og når modstanderne svarer igen med ord som “racister” og “islamofober”, forsvinder enhver mulighed for dialog.

Politik bør handle om at finde løsninger sammen, også når man er uenig. Men hvordan skal partierne kunne samarbejde, når tonen mellem dem er blevet så hård og uforsonlig? Når politikerne offentligt nedgør hinanden, forsvinder respekten – og det er skadeligt for demokratiet.

DF advarede tidligt mod den udvikling, vi nu ser: klanstrukturer, parallelsamfund og manglende integration. Man kan sagtens være uenig i løsningerne, men det er uærligt at lade som om, de ikke havde ret i problembeskrivelsen.

Vi må kunne sige sandheden uden had. Lytte uden at råbe. Og huske, at det er i nuancerne – ikke i råbene – at løsningerne findes.