Dansk Folkeparti taler ikke til kældermennesket, men til folket, når det foreslår remigration som løsning på årtiers problemer

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Dansk Folkepartis udmelding om, at remigration udgør en reel løsning på mange årtiers fejlslagen immigrationspolitik, har affødt et mindre ramaskrig blandt medieeliten og diverse debattører.

Senest er det sognepræst Marie Høgh, der i Jyllands-Postens debatspalter er fortørnet over Dansk Folkepartis nye politik.

Ifølge Høgh appellerer DF nemlig til vælgerne »i det allerdybeste kælderrum«. En smule tonedøvt, fristes man til at sige, idet måling efter måling spår DF til at blive et af de største borgerlige partier – ja, muligvis et af de største partier overhovedet – ved næste valg. En vælgervandring, der overvejende tyder på at komme fra Socialdemokratiet, som ifølge DR er gået tilbage med cirka 6,5 pct.

De mennesker, som Marie Høgh kalder for »kældermennesker«, er altså helt almindelige danskere, der ønsker en strammere og mere retfærdig udlændingepolitik.

Høghs udskamning er dog ikke ny. DF-vælgere – såvel som partiet – blev kaldt nøjagtig det samme i 2000’erne, da man fremlagde den politik, som har sikret, at Danmark i dag ikke oplever de »tyske eller svenske tilstande«, som Marie Høgh priser sig så lykkelig for at være foruden. Høgh indrømmer da også, at der i dagens Danmark er »fuldkommen uoverskuelige problemer« med indvandring. Men dem skal vi ikke løse fra politisk hold ifølge sognepræsten.

Nej, vi skal i stedet have tillid til, at »kirkeklokkernes malmfulde klang af tusinde års kristendom … vil overdøve underkastelsens ”Allahu Akbar”«.

Og hvordan har »kirkeklokkernes malmfulde klang« så præsteret mod islamiseringen? Kort sagt: ret dårligt. En undersøgelse i Jyllands-Posten fra 2015 viste eksempelvis, at næsten 4 af 10 muslimer mente, at »danske love skal baseres helt eller delvist på Koranen«, det er 38 pct! Altså ingenlunde en lille minoritet, som Marie Høgh forsøger at gøre det til, men snarere en betydelig del af den muslimske befolkning. Og intet tyder på, at det er blevet bedre med årene. Tværtimod.

Det skyldes formentlig, at vi for det første ikke lever i en Morten Korch-film, og for det andet, at de selvsamme mennesker, Høgh mener vi skal sætte vores lid til, tydeligvis er ved at give op. For vi skal ikke længere end to måneder tilbage for at kunne læse i Berlingske og Jyllands-Posten, at præster landet over insisterer på, at op imod 200 kirker bør lukkes og nedrives, blandt andet på grund af dyre vedligeholdelsesomkostninger. Alt imens antallet af moskéer i Danmark vokser.

Høghs magelige position har man da også hørt før og kan opsummeres til det følgende – rigtig meget erkendelse, meget lidt handling. Og det er vel præcis det, DF gerne vil til livs. For nu er politikerne jo hverken filosoffer, der er sat i verden for at erkende, eller præster, der skal prædike – de er sat i verden for at handle.

Derfor må man rynke brynene, når en af Danmarks mest prominente sognepræster forfalder til den samme fordomsfulde karikatur af DF’s vælgere, alt imens de kristne menigheder i Europa bliver løbet over ende af islamister.

Det er derfor kærkomment, at DF nu sætter fokus på begrebet ”remigration”, hvilket vel helt grundlæggende bare betyder, at der er nogen, der skal rejse hjem, ligesom at immigration betyder, at der er nogen, der er kommet hertil. En ambition, som regeringen deler, men som den ikke har den politiske vilje til at gennemføre. Men remigration er bestemt muligt såvel som retfærdigt og rimeligt.

Det er på tide, at vi vågner op. Den udbredte vold, den sociale kontrol og de til stadighed voksende parallelsamfund kan og bør ikke tillades. Handler vi ikke nu, risikerer vi inden længe at føle os fremmede i vores eget land. Vi risikerer, at kirkeklokkernes malmfulde klang bliver erstattet af sharia-lovens muld og mørke.