Plastindustrien vildleder borgerne om nødvendigheden af kildesortering

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I et indlæg i Jyllands-Posten 7/11 anklager plastikindustrien og affalds- og ressourceindustrien Liberal Alliance for at begå en fejl, når de vil trække sig fra aftalen om affaldssortering i husstanden. Deres argument er som altid, at kvaliteten af den udsorterede plast fra affaldet er for dårlig ved centralsortering og kun god nok, når plasten er sorteret af borgerne i husstanden – såkaldt kildesortering.

Men det passer ikke. Plastindustrien underbygger i Jyllands-Posten sit udsagn med tre videnskabelige referencer, der ifølge industrien skulle vise, at plastens kvalitet er bedre ved kildesortering og ikke god nok ved centralsortering, nemlig 1) Eriksen m.fl. (2018) om kvalitetsvurdering, 2) Klingenberg m.fl. (2024) om kvalitetssammenligning og 3) Eriksen m.fl. om metalforurening af plast.

Men ingen af disse tre artikler, industrien selv henviser til, viser denne påståede kvalitetsforskel.

I studiet bag den første artikel er der ingen prøver taget af plast og ingen analyser lavet. Studiet er baseret på forfatternes egne antagelser om kvaliteten ved de forskellige indsamlingsmetoder, og disse antagelser bruger man til at udvikle et såkaldt »cirkularitetspotentiale«. En akademisk øvelse, som på ingen måde viser noget om den reelle kvalitetsforskel af plast efter de to indsamlingsmetoder.

I det andet studie (Klingenberg m.fl.) sammenligner man reelt kvaliteten af plast analyseret fra prøver taget efter vask fra de to indsamlingsmetoder. Dette studie er lødigt og er et ud af 11 studier, vi har fundet, der kan bruges til at sige noget om kvalitetsforskellen.

Men studiet hverken viser eller konkluderer, at kvaliteten af plast fra kildesortering er bedst. Det sammenligner tre forskellige plasttyper for flere forskellige kvalitetsparametre, både kontaminering, polymerforurening (forurening af den ønskede polymertype med andre typer polymer) og fysiske parametre af plasten.

Studiet peger på, at forskellene går begge veje. For den ene plasttype er der ingen forskel overhovedet. For to plasttyper er kontamineringen marginalt større for det centralsorterede plast (”fractionally more contaminated”), men polymerforureningen er modsat større for plasten fra kildesortering. For de fysiske parametre finder forskerne ikke nogen forskel, de kan tillægges indsamlingsmetoden. I deres studie har forskerne udsat prøverne for samme type vask.

Men netop vaskeprocessen er afgørende for kontamineringen af plasten, og forfatterne konkluderer i artiklen ikke, at kvaliteten er forskellig, derimod skriver de, at den fundne marginale forskel i kontamineringen for to af de tre plasttyper kan imødegås med grundigere vask.

Det er en vigtig pointe, for det er klart, at plasten kan udsættes for mere overfladekontaminering, når det indsamles sammen med restaffaldet, men denne kontaminering kan vaskes af.

Moderne vaskemetoder omfatter 4 eller flere forskellige slags vask – kold vask, varm vask, basisk vask, turbovask/friktionsvask – og plasten bliver i nogle tilfælde desuden filtreret i smeltet form. Den varmes op til over 100 grader og smeltes i fremstillingen af granulat og bliver dermed fuldstændig steriliseret i alle tilfælde, og endelig kan den udsættes for vakuum så lugten fjernes/reduceres.

Og alle disse processer er samlet set meget mindre omkostningstunge end den ekstra indsamlingsomkostning ved kildesorteringen. Så det betaler sig at vaske bedre og bruge mindre tid på indsamling.

Den sidste af de tre artikler sammenligner metalforureningen af almindelig jomfruelig plast med plast fra husholdningsaffald og fra industriaffald, i begge tilfælde før og efter vask og oparbejdning.

Men artiklen sammenligner ikke kvaliteten som funktion af indsamlingsmetoden, så det er besynderligt, at Plastindustrien kan tage den til indtægt for dette.

På Syddansk Universitet har vi kortlagt litteraturen for studier, der reelt sammenligner plastkvaliteten fra de to indsamlingsmetoder på en lødig måde, dvs. med prøvetagning og analyse af plastmaterialerne efter den vask, der reelt udføres inden plasten går til et marked.

Vi har fundet i alt 11 sådanne studier fordelt på 5 forskellige europæiske lande – inklusive det ene af de tre studier, som Plastindustrien nævner (Klingenberg m.fl.).

Under disse omstændigheder, dvs. når plasten i begge tilfælde underkastes den nødvendige vask og finsortering, er der ingen af studierne, der finder nogen afgørende kvalitetsforskel.

Der er selvfølgelig forskelle, for man finder altid forskelle med moderne analysemetoder, men forskellene peger i begge retninger, og studierne konkluderer alle uden undtagelse, at der ikke er afgørende forskelle, dvs. ikke forskelle, der betyder noget for genanvendeligheden af plasten. Populært sagt er den udsorterede plast ”lige beskidt” i begge tilfælde.

Så ud over de tre studier, som Plastindustrien har valgt at fremhæve i Jyllands-Posten for at underbygge deres påstand om, at kvaliteten af kildesorteret plast er bedst, findes der altså 10 andre.

Hvorfor fremfører Plastindustrien gang på gang, at der er en afgørende kvalitetsforskel, hvad er det for studier, der viser dette, og hvorfor vælger de at eftervise deres påstand med tre artikler, der på ingen måde underbygger denne påstand?

Plastindustrien og mange politikere har i mange år forsvaret en beslutning om, at plast skal kildesorteres, og at det skal bruges til fødevareemballage. Og det er deres begrundelse for, at vi borgere skal kildesortere plasten. Men det er op ad bakke, for plast genvundet fra affald er i alle tilfælde af en ret dårlig kvalitet sammenlignet med jomfruelig plast.

Det er svært at få det rent nok og få det godkendt til fødevareemballage. Det ville være meget nemmere, og man ville kunne genbruge meget mere, hvis man i stedet søgte at få genbrugsplasten ind i andre produkter med lavere kvalitetskrav.

Og så ville argumentet – fagligt begrundet eller ej – for at kildesortere være væk.

Vi bruger i forvejen 90 pct. almindelig, jomfruelig, fossil plast til alle mulige formål, f.eks. møbler, vinduer, fjernvarmerør og meget andet, hvor det ville være meget nemmere at få genbrugsplasten ind.

Hvorfor er det, at vi partout skal have den ind i fødevareemballage og så samtidig bruge fossil plast til alt det andet, når det nu er så svært og bøvlet at få det rent nok?