For første gang skammer jeg mig over mit land

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I de seneste år har der været tiltagende flere sager, hvor ”staten” får ret, og sagesløse borgere bliver trynet.

For mig blev det første gang helt åbenlyst, da minksagen rullede: grundlovsbrud, mørklægning af hele beslutningsprocessen, benådning af samtlige involverede. Undtagen de første offerlam i et lavere ministerium.

Derpå FE, Lars Findsen, Samsam: igen mørklægning, fornægtelser. Skal lille Danmark nu ligne USA, hvor bajadsen Trump kalder det ”The swamp”, ”The deep State”, mens han selv regerer uden om Kongressen?

Minkavlerne blev jordet med dags varsel. Men det måtte ikke hedde ekspropriation, fordi man så skulle følge grundlovens § 73 stk. 1: »Ejendomsretten er ukrænkelig. Ingen kan tilpligtes at afstå sin ejendom, uden hvor almenvellet kræver det. Det kan kun ske ifølge lov og mod fuldstændig erstatning.«

I stedet endte det i årelange erstatningssager, hvor minkavlerne, naturligt nok, ikke ville give sig uden modstand. Derfor de accelererende erstatningssummer, det kan ingen bebrejde dem. Jeg ville selv have følt mig dybt svigtet af ”samfundet”. Ingen produktionsvirksomhed kan drives uden lån til finansiering af produktionsmidler, ofte helt op til lånegrænsen. Uden fuld erstatning vil den enkelte blive hjemløs og forgældet til sin dødsdag.

Nu må de endda lide den tort at blive kaldt kyniske kapitalister, fordi de med grundloven vil have fuld erstatning. Der blev givet Cavlingpris og litteraturpris til dem, der udnyttede katastrofen til egen fordel. De burde skamme sig.

Og Lars Findsen måtte gennemgå ydmygende anholdelse, fyring, fængsling, elektronisk overvågning, anklage for landsforræderi. Så vidt jeg kan se udelukkende for at dække over højtstående politikeres og embedsmænds (”-personers”) egen inkompetence. Hvis jeg siger embedsmisbrug, får jeg nok selv en retssag på halsen.

I FE begyndte det hele med en whistleblower, der af politiske grunde ville udstille hele ”systemet”, lige før vedkommende selv forsvandt ud i det blå. Men en forsvarsminister så med opbakning (foranledning?) fra allerhøjeste sted en mulighed for at markere sig, og startede så hele lavinen: Omgående ”hjemvisning” af højtstående personer, heriblandt Lars Findsen. De blev alle frikendt, og hele sagen faldt i Højesteret. To af dem har nu fået høje poster i Forsvaret – men ikke Findsen.

Oveni må Findsen nu trækkes med en anklagemyndighed, der appellerer en dom om sølle 20.000 kr. i erstatning bare for en lille del af alle de ydmygelser, han har måttet gennemgå.

Jeg har ellers altid hånet dem, der sagde, at de skammede sig over at være danske (oftest noget med indvandrere). Nu skammer jeg mig virkelig selv: Er Danmark blevet en ”bananrepublik”? Snart vil det blive skildret i film ”inspireret af virkelige hændelser”. Manuskripter er givetvis undervejs. Bøgerne er der allerede.