Ødelæg ikke den grønne trepart med hård regulering

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

En plov skal indstilles rigtigt – går den for dybt, ødelægger den jorden. Og så kan intet gro der.

Det billede passer desværre ret godt på de seneste politiske trusler om hård kvælstofregulering. Trusler, der risikerer at ødelægge det spirende og frugtbare samarbejde, som er opbygget gennem den grønne trepart.

Regeringen og øvrige partier forhandler lige nu om, hvordan kvælstofreguleringen af det danske landbrug skal se ud fra 2027 – altså reguleringen af, hvor meget gødning landmanden må bruge på sine marker.

Og samtidig slår visse politikere hårdt på krigstrommen. Det kan ødelægge hele fundamentet for omlægningen af dansk landbrug. Det kan smadre frivilligheden. For eksempel blev Zenia Stampe, Radikale Venstres miljøordfører, forleden citeret af DR for at sige, at »det er vores opgave at lave en reguleringsmodel, hvor det bliver så uattraktivt at dyrke visse jorde, at landmændene selv tager dem ud (red.)«. Her henviser hun til, at hun ønsker en såkaldt flad kvælstofmodel, hvor de landmænd, som har den største udledning, skal reguleres så hårdt, at de ikke længere kan drive deres landbrug.

Deres jords værdi vil her rasle ned i en sådan grad, at de næppe kan betale deres kreditorer, hvis bedriften må sælges i utide. Landbrug & Fødevarer foreslår i stedet en såkaldt VISA-model, hvor landbruget bærer byrden i fællesskab. Her er det vigtigt, at slutresultatet bliver det samme ift. at få sænket kvælstofudledningen og opnå målet om et bedre vandmiljø. Men den første model skader dansk fødevareproduktion og ødelægger eksistensgrundlaget for en stor gruppe landmænd.

Hvad endnu værre er, så ønsker man centralt at basere den kommende kvælstofregulering på såkaldte retentionskort fra det geologiske forskningscenter GEUS. Kort, som skulle vise, hvor god jorden er til at holde på næringsstoffer, så de ikke ender i fjord og hav. Men selvsamme GEUS advarer imod at basere reguleringen på kortene og slår fast, at de er behæftet med usikkerhed.

Man er i gang med at smadre tilliden hos lodsejerne, og det er et problem – for hele aftalen bygger på frivillig omlægning af landbruget … eller sådan lød det i hvert fald, da den grønne trepart blev indgået i sommeren 2024: Ved at udtage og omlægge dårligt egnet landbrugsjord, primært lavbund, ville man som lodsejer have udsigt til »fuld skrue« på de øvrige arealer. Målet var, os bekendt, bedre økologisk tilstand i fjorde og kystvande.

Nu ligner det mest af alt et omfattende jordtyveri. Nu går man efter den gode, robuste landbrugsjord, som i dag sikrer, at vi kan brødføde ikke kun egne landsmænd, men også millioner af europæiske medborgere. Og det med nogle af de fineste fødevarer produceret under de strammeste miljøvilkår i verden.

Vores opfordring er, at vi finder fornuften frem. Vi skal have fundet de virkemidler, der kan sikre godt vandmiljø og rent drikkevand, samtidig med at vi bibeholder vores rolle som et vigtigt europæisk kød- og kornkammer.

Vi skal have plukket alle de lavthængende frugter såsom at oprense vores offentlige spildevand langt, langt bedre. Og vi skal lære at sætte pris på det brød, vi spiser i dag. For det kan være væk i morgen.