Måske ville folkemordet i Srebrenica aldrig have fundet sted, hvis de danske soldater havde været der

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I disse uger har mange danskere haft mulighed for at se Peter Ingemanns stærke dokumentarserie “Balkan i Flammer”, som i tre afsnit fortæller historien om krigen i Bosnien-Hercegovina og det frygtelige folkemord i Srebrenica.

Hver episode er i sig selv dybt rørende, men for mig personligt gjorde den sidste del, hvor Ingemann parallelt følger Ramo Kardašević, der som dreng overlevede helvedet i Srebrenica, og de danske FN-soldater, der dengang var udstationeret i Tuzla på en fredsmission, det største indtryk.

Det, der gør Danmarks indsats i Bosnien så enestående, er, at den danske regering med statsminister Poul Nyrup Rasmussen i spidsen som en af de få nationer besluttede at sende 10 Leopard-kampvogne med i FN’s fredsmission. Den beslutning skulle vise sig at få afgørende betydning.

I april 1994 blev de danske styrker kaldt til hjælp af deres norsk-svenske kolleger, som var kommet under angreb fra serbiske styrker nær byen Kalesija. De danske soldater reagerede resolut – og dermed begyndte ”Operation Bøllebank”.

I denne operation viste danske FN-soldater en enestående kombination af disciplin, mod og ansvar. De gik ikke til angreb – de forsvarede sig, men gjorde det så effektivt, at de fjendtlige styrker blev slået tilbage.

Resultatet var klart: Angriberne trak sig, og respekten for de danske soldater varede resten af krigen.

Tuzla, hvor danskerne var udstationeret, var ligesom Srebrenica, erklæret en beskyttet zone under FN’s mandat. Men for de serbiske styrker betød det intet. De angreb alligevel, endda FN-styrkerne selv. Forskellen var bare, at de i Tuzla mødte dansk modstand og blev stoppet. I Srebrenica mødte de derimod ingen.

Jeg stiller mig ofte det smertefulde spørgsmål: Hvis danske soldater med deres Leoparder havde stået i Srebrenica i juli 1995 – ville folkemordet være sket? Jeg kan kun spekulere, men jeg tror oprigtigt, at svaret er nej.

De hollandske FN-styrker, som havde ansvaret for at beskytte Srebrenica, manglede både styrke, udstyr og mod til at konfrontere krigsforbryderen Ratko Mladić og hans styrker. Resultatet kender vi alle: Mere end 8.000 drenge og mænd blev myrdet for øjnene af verdenssamfundet, mens FN – verdens største symbol på internationalt ansvar – stod magtesløs.

Sammenligningen, som Peter Ingemann så præcist viser i sin dokumentar, er brutal, men nødvendig: På den ene side ser vi Operation Bøllebank, hvor danske soldater forsvarer FN’s mandat med stor beslutsomhed.

På den anden side ser vi Srebrenica, hvor det samme mandat blev forrådt – og hvor verdenssamfundets svigt kostede tusindvis af liv.

Jeg skriver dette som en bosnier, der fandt tilflugt i Danmark – et land, som har givet mig og mange andre overlevende et hjem, tryghed og værdighed.

Når jeg ser dokumentaren, fyldes jeg både af sorg og taknemmelighed: sorg over, at verden lod det ske. Men taknemmelighed over, at Danmark – i et mørkt kapitel af Europas historie – valgte at handle rigtigt.

Danmarks indsats i Bosnien var et moralsk statement. Et bevis på, at selv små nationer kan vise stort lederskab, når de vælger ansvar frem for passivitet.

Derfor vil jeg – fra hjertet – sige tak: Tak til de danske FN-soldater, som med mod og integritet udførte deres mission. Tak til Poul Nyrup Rasmussen og den danske regering, som havde modet til at give dem det nødvendige udstyr. Og tak til det danske folk, som tog imod vores sårede og traumatiserede nation – og gav os en ny chance i livet.

I dag er vi mange, der er stolte af at kalde os en del af Danmark. Men vi glemmer aldrig, hvad der skete – og hvem der stod op, da det virkelig gjaldt.