Vores regeringer lider af PDP: Pissedårlig prioritering af folkeskolen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg beklager sprogvalget, men hr. Tesfaye har selv åbnet ballet. Jeg har skrevet dette debatindlæg for at gøre opmærksom på, hvor dårligt vi faktisk prioriterer folkeskolen i forhold til vores velstandsniveau. Vi sætter uden problemer standarden for Forsvaret i procent af bnp. Vi burde gøre det samme for vores folkeskole, hvis vi vil vores børn og unge det godt. Penge løser ikke alt, men man må indrømme, at de hjælper.

Anvender man tal fra statistikbanken for vores bnp og udgifter til folkeskolen, bliver det tydeligt, at udgifterne til folkeskolen falder stille og roligt målt i procent af bnp – fra 1,8 pct. af bnp i 2007 til 1,4 pct. af bnp i 2024.

En forskel på 0,4 procentpoint synes måske ikke af meget, men tager man højde for størrelsen af bnp i 2024 på 2.926 mia. kr., så vil den forskel ude på skolerne altså kunne mærkes.

En anden måde at sige det på: Hvis vi i 2024 skulle hæve vores udgiftsniveau, så det svarede til niveauet i 2007 – 1,8 pct. af bnp – skulle vi tilføre folkeskolen 11,3 mia. kr. varigt. Det giver stof til eftertanke, næste gang man hører en regeringspolitiker tale om, at man aldrig har brugt flere penge på folkeskolen, end man gør i dag.

På Christiansborg giver man kommunerne for få penge med den ene hånd og peger dernæst fingre ad dem med den anden. Det nyeste eksempel herpå er vores egen undervisningsminister, Mattias Tesfaye, der til TV 2 den 7. november 2025 siger: »Jeg synes, at fejlslagen inklusion og mistrivsel i skolerne er de to største udfordringer, vi har, så der skal handles.«

Få linjer efter påpeger han, at det er kommunerne, der skal prioritere midlerne, og at der i øvrigt er givet flere penge til kommunerne. Det er samme ansvarsfralæggelse, som vi har set siden inklusionsreformen i 2012.

De fleste af vores børn har det heldigvis helt o.k. i folkeskolen. Senest har Kildebjergskolen igangsat en såkaldt ”lovestorm”, der netop fokuserer på alle de ting, der lykkes i folkeskolen.

Men børnenes generelle trivsel er faldende, og hver fjerde krone brugt på folkeskolen går til de 6,5 pct. af eleverne, der er i specialtilbud. Det skaber en negativ spiral, hvor det kræver mere og mere af børnene at trives på almenområdet.

Begge tendenser er i øvrigt stigende, samtidig med at både nuværende og forrige regeringer helt tilbage til Thorning forventer, at der bør inkluderes endnu flere børn for de samme midler.

Det er synd, når folkeskolen netop kan så meget. Vores dygtige folkeskolelærere kan lykkes med at vende udviklingen, hvis de bare får opbakningen til det – i kroner og øre altså. Ikke highfives, ikke honninghjerter, ikke ministerbesøg eller ”er du enig?”-opslag på de sociale medier. Kroner og øre. Både til lønninger, forberedelse, efteruddannelse og bemanding. Og ja – sæt skatten op igen. Tag et folketingsvalg på hvordan.

Desværre ender debatten altid i fjerndiagnosticering. Skyldes det skærme? Skal vi blot tillade fysisk magtanvendelse for at få lærerautoriteten tilbage? Var det OK13? Var det folkeskolereformen og/eller inklusionsreformen alene? Det er også galt i andre lande?

Jeg er træt af, at debatten handler om at fjerndiagnosticere, for det gavner mere politikernes selvpromovering, end det gavner folkeskolen.

Min pointe er selvfølgelig, at uanset årsagen til folkeskolens udfordringer er en del af løsningen at indse, at vi som samfund har forsømt finansieringen af folkeskolen. De resterende dele af løsningen må de dygtige folkeskolelærere og andre professionelle håndtere. De har mange gode idéer. Vi andres opgave er at sørge for, at de har midlerne til at lykkes med det.