Kære unge københavnersnob: Her er din guide til at blive et dannet menneske

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Det er på tide at anvise en vej ud af tågen, inden unge københavnertyper som jeg selv sner inde i en selvcentreret BMO-osteklokke. I det følgende har jeg allieret mig med Henrik Pontoppidan og hans over 100 år gamle værker – gode råd er dyre, men vores er gratis. Her er vores eksistentielle redningskrans:

Jeg husker tydeligt, at du lokkede mig til at drikke naturvin og spise smørrebrød sammen med dig på tribunen til en B93-fodboldkamp. Der sad vi helt stivfrosne i midten af november og nippede til petitesserne, imens du fortalte, at du netop var begyndt i en fashion-løbeklub.

Det foregik ved en tur på max. tre kilometer rundt om Søerne iført 2.000 kroners carbonsko høje som stylter, Salomontaske med væskeforplejning til elektrolytbalancen og et Garmin-pulsur, der kunne måle, tja, dit hjerteslag. På fodboldtribunen udtrykte du din stærke holdning til mennesker, der cykler med paraply i regnvejr. Du synes, det var »overvurderet«: »Forstår du, hvad jeg mener?«

Uden at kippe med studenterhatten skulle jeg mene at vide, at jeg lige var med. Heldigvis er det op til en anden at dømme levende og døde. Gud ske tak og lov for det.

Jeg tror, du kunne have godt af at træde ud ad københavnerosen, for du har mistet orienteringen, selvom det er bilfri zone. Skal du flytte ud i naturskønne omgivelser? Pontoppidan lader i bogen ”Det forjættede land” bysbarnet Emmanuel bosætte sig på landet. Han vil gerne ud til de ubesmittede egne.

Du mener, at du har brug for »at mærke dig selv« og inviterer mig med på en natklub, der i dagtimerne har en skakklub. Du drikker elektrolytvand; det er noget med væskebalancen, der får linjerne i dit ansigt til at stå mindre tydeligt frem. Natklubejeren er her, siger du i et toneleje, der dirrer, som kan du næsten ikke være i dig selv.

Du vil bruge medlemskabet, du øjner at få fingrene i, når du er hjemme fra dit silent retreat: »Et svensk kursted, der ligger ud til en skovsø.« Det var mig, der pegede dig i retning af naturen.

Du stresser over de utallige zone 2-træninger og hot yoga-sessions, du er nødt til at nå for at kunne holde til dit ugentlige program. Røgelsen i hot yoga-studioet gør dig omtåget, men det skulle være godt for dit centralnervesystem – ”no pain, no gain”.

Derhjemme starter du dagen med 20 forskellige kosttilskud. Jeg tænker på, hvor mange det bliver til i det 120-årige lange liv, du regner med at leve, hvis du også kun trækker vejret gennem næsen fra nu af.

Pontoppidans bog ”Det forjættede land” handler om, hvad der sker, når et menneske opgiver sig selv for et højere formål. Hovedpersonen Emmanuel lider under en grufuld skæbne, fordi han har skyklapper på. Der er ingen quickfix på yderkanten af den objektive sandhed, hvor du prøver at finde kimen til et bedre liv.

Vi har begge læst en kandidatgrad med en fin engelsk titel. Du har fået dig et job, hvor du fra første færd tjener mere end den gennemsnitlige dansker, men du »føler«, at der er mere til dig. Som i Pontoppidans ”Lykke-Per” troede du, at lykken var at komme ind til byen, tjene penge, få den smukke Jacobe og gifte dig ind i en rig familie.

I virkeligheden ligger lykken gemt dér, hvor du tør hvile i dig selv og forliger dig med den, du er, og det, du er interesseret i.

Kan vi blive dem, der med Pontoppidans ord er med til »at grundlægge en ny tid med mindre tro på lovgivningsmagten (smagsdommerne) og maskinteknikkens evne til at fabrikere menneskelykke (prestigeræset)«? Uanset hvad er vi hele tiden ”Undervejs til os (mig) selv”, som Pontoppidans sidste bog hedder.

Vi er ikke fremme, før vi er skakmat på den yderste dag.