Kommunalvalget handler også om Palæstina
Valget den 18. november skal også bruges til at stoppe dansk handel med Israel.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Højrefløjen og Socialdemokratiet har travlt med at påstå, at kommunalvalget ikke handler om Gaza.
I Enhedslisten er vi dybt uenige. Gennem mere end to år har vi med forfærdelse og vrede fulgt de israelske krigsforbrydelser i Gaza. Og rædslen og fortvivlelsen har ikke været mindre hos de mange aarhusianere, der har rødder, familie eller venner i Palæstina.
Aarhus Kommune er ikke kun kendetegnet ved at have en relativt stor gruppe af borgere med palæstinensiske rødder. Den er også hjemsted for den danske virksomhed, der profitabelt bidrager til at holde gang i den israelske krigsmaskine, som gennem de seneste to år har mere end 68.000 palæstinensiske liv i Gaza på samvittigheden.
Vi tænker her på Terma i Lystrup, der producerer vitale dele til de F-35-kampfly, der siden samles i Texas, og hvoraf en god del eksporteres til Israel. Der letter ikke ét eneste F-35-fly fra en israelsk luftbase, uden at flyet har dele, der er ”Made in Aarhus Kommune”. Flyene har spillet en helt central rolle i det israelske luftvåbens angreb på Gaza.
At sætte en stopper for eksport af våben og andet militært udstyr til Israel er en opgave for SVM-regeringen. Men den ønsker desværre ikke at gribe ind. Det er et moralsk og politisk fallit.
Mere direkte indflydelse har Aarhus Byråd, når det gælder kommunale indkøb og investeringer. FN’s højkommissær for menneskerettigheder offentliggjorde i september en opdateret database med navnene på 158 firmaer fra 11 lande, som har aktiviteter i ulovlige israelske bosættelser i Palæstina.
FN’s særlige rapporteur for Palæstina, den italienske jurist Francesca Albanese, fastslog i sin rapport fra juli, at »alt for mange store firmaer har profiteret af Israels ulovlige besættelsesøkonomi og nu folkedrab«. De firmaer skal Aarhus Kommune sige nej til at handle med eller investere i.