Vores overlevelse afhænger ikke kun af os: Danskerne bestemmer selv, om det sidste folkeparti også skal dø

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jyllands-Posten har bragt et meget interessant debatindlæg af Mikkel Tranborg. Indlægget var godt gemt inde på side 44 i søndagsavisen, men fortjener at blive læst og diskuteret – også selvom jeg langtfra er enig i alt.

Tranborg stiller nemlig det stadigt mere påtrængende spørgsmål: Er folkepartiet ved at dø? Altså kan det stadig lykkes et politisk parti at få stemmer i hele landet?

Er der stadig politiske ledere, som appellerer til flere generationer? Er der politiske programmer, som kan opnå tilslutning i forskellige samfundslag?

Det danske velfærdssamfund er bygget af folkepartier. Men i dag er Socialdemokratiet det sidste parti, der opnår bare nogenlunde bred tilslutning i samfundet. Og Mikkel Tranborg har ret, når han skriver, at splittelsen i samfundet også udfordrer Socialdemokratiet. Det river og flår i det gamle arbejderparti hver eneste dag.

Hele den vestlige verden befinder sig midt i denne kulturelle og politiske splittelse. I Frankrig, Tyskland, Storbritannien og USA er det åbenlyst for enhver, at en stadig mere liberal, akademisk og urban stemning er i konflikt med en mere socialkonservativ strømning med stærke rødder blandt borgere uden høj indkomst uden for universitetsbyerne.

Den samme konflikt presser sig på i Danmark. I dagligdagen møder vi splittelsen i diskussioner om solcelleanlæg, ulighed på boligmarkedet eller indvandring. På valgdagen kommer konflikten til udtryk i stadig større forskelle på, hvor vælgerne sætter deres kryds. Der er blevet længere fra Tønder til Nørrebro.

Det er korrekt, når Tranborg skriver, at Socialdemokratiet forsøger at appellere til hele landet og alle samfundsgrupper. Og det er desværre også korrekt, når han beskriver vores trængsler med at lykkes med det. Bare se på valgkampen i København.

Tranborg slutter derfor sit indlæg med at spørge, om folkepartiet er dødt. Er forskellene mon for store? Mon modsætningerne er for dybe?

Jeg ved ikke, om Tranborg ender med at få ret. Måske får vi en overborgmester i København fra Enhedslisten og et gennembrud for Danmarksdemokraterne i store dele af Jylland.

Det kan blive den danske variant af New Yorks nye borgmester Mamdani mod præsident Trump.

Men den politiske udvikling drives ikke af naturlove. Om folkepartierne dør, er danskernes egen beslutning. Og jeg vil i hvert fald kæmpe til det sidste for, at vi ikke kun har 15 forskellige nichepartier at vælge imellem. Det vil splitte Danmark. Politikkens opgave burde være det modsatte: at samle Danmark.

Jeg har respekt for Mikkel Tranborgs analyse. Men om Socialdemokratiet kan fortsætte som folkeparti, afhænger i sidste ende af danskerne selv.

Er der tilpas mange i Tønder, der kan se værdien af nye metrolinjer i København? Er der tilpas mange på Nørrebro, som forstår, hvorfor der skal rykkes uddannelsespladser til byer i provinsen? Er der håndværkere, som værdsætter værdien af fri humanistisk forskning? Akademikere, der anerkender behovet for Arne-pension? Vil de unge betale for hjemmehjælp? Og anstrenger Gaza-sympatisørerne sig for at beskytte de danske jøder? Er der mon nysgerrighed nok? Empati nok? Sammenhold nok til, at vi fortsat har et folkeparti i Danmark?

Eller skal vi bare forskanse os i hver vores udgave af virkeligheden og bygge konflikter op mod vores landsmænd? Det er for mig de store spørgsmål i vestlig politik i disse år.

Og som sagt: Måske slider uligheden og SoMe-algoritmerne det sidste folkeparti fuldstændig fra hinanden. Måske. Men jeg vil hellere have, at Socialdemokratiet dør i kamp for fællesskabet, end at vi helt opgiver at bygge bro over de kløfter, der åbner sig i det danske samfund. Jeg håber, der er tilpas mange brobyggere på tirsdag.