95 pct. af danskerne vil beskytte drikkevandet. Vil Landbrug & Fødevarer?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I Jyllands-Posten den 3. november kalder Martin Hjort Jensen, næstformand i Landbrug & Fødevarer, grundvandsparker, der skal beskytte vores drikkevand, for symbolpolitik.

Det svækker ikke kun tilliden til L&F, udsagnet er også gift for de mange landmænd/-kvinder, som i årevis har taget ansvar for naturforvaltning, økologisk arealomlægning, minivådområder, regenerativt landbrug og andet, der sætter mindre aftryk og som mange steder går hånd i hånd med grundvandsbeskyttelse.

I en tid, hvor den grønne trepart baner vejen for mere samarbejde og fælles indsatser, er det uforståeligt, at landbrugets næstformand har behov for at gøre sig til talsmand for, at der fortsat skal sprøjtes oven på de arealer, hvor danskernes drikkevand indvindes.

Grundvandsparker beskytter vores lagre til forsyning af drikkevand. Grænseværdien for pesticider er udtryk for en nul-tolerance, så alle borgere såvel som fødevarevirksomheder, medicinalindustrien, sundhedsvæsnet og landbrug kan have fuld tillid til at bruge drikkevandet direkte fra hanen.

En ny analyse, foretaget af Wilke op til kommunalvalget, viser, at 95 procent af danskerne vil have beskyttet drikkevandet, ligesom en undersøgelse fra Tænketanken Brundtland viser, at 86 procent af danskerne er villige til at betale mere for beskyttelsen.

Befolkningen har altså forstået, hvad der er på spil. Det samme burde L&F, for grundvandsparker er en investering i rent drikkevand til Danmark.

I dag indeholder 58 procent af landets drikkevandsboringer rester af pesticider og kemikalier. Vi betaler prisen for fortidens synder – så det kan undre såre, at landbrugets næstformand stiller sig i spidsen for dem, der vil gamble med fremtidens drikkevand.

Selvfølgelig skal vi også have fokus på industrikemikalier, azoler, og andet i træbeskyttelsesmidler, ligesom DANVA længe har ønsket et forbud mod slam på landbrugsarealer. Det er ikke et enten eller, men et både og, når vi taler drikkevandsbeskyttelse.

Forurening af grundvandet er ikke symboler – det er fakta, som man bl.a. kan læse på DANVAs interaktive kort med de seneste tal fra GEUS over forurening af drikkevandsboringer i kommunerne. Når forureningen først når ned, hvor grundvandet indvindes, så er skaden næsten uoprettelig, og det er langt dyrere for samfundet at rense end at beskytte med grundvandsparker.

Udsagnet fra L&F står også i skærende kontrast til tilsagnene i den grønne trepart. Er det virkelig det, L&F ønsker? Martin Hjort Jensen burde i stedet være med til at sikre økonomiske initiativer, så progressive landmænd kan bidrage til, at der fremover enten dyrkes økologisk, er brak og overdrev, rejses skov, dyrkes græs til fx proteiner og foder eller er anden sprøjte- og gødskningsfri anvendelse af de jorde, hvor danskernes drikkevand dannes og indvindes.

Vandkundernes betaling for sikring af drikkevandet kan i grøn trepart også få regnestykket til at gå op i landmandens erstatning for det værditab, som udtagning af jord giver. Pengene fra Grøn Fond rækker simpelthen ikke.

Grundvandsparker med sprøjte- og gødningsfrie zoner i indvindingsområder er ikke spild af penge, som Martin Hjort Jensen påstår – de er en positiv samfundsøkonomisk investering i landets forsyningssikkerhed og beredskab. Det bør være et samfundsansvar, som dansk landbrug er medejer af, så vi reelt når i mål med drikkevandsbeskyttelsen og ikke kun de sølle 0,6 pct., vi lige nu har beskyttet af det areal, man i 1998 bestemte sig for, det krævede.

Erfaringer fra bl.a. Odense, Tunø og Hjørring viser, at grundvandsparker virker – både for drikkevand, natur og biodiversitet og den naturforvaltning, som mange landmænd tager aktivt del i.

Grundvandsparker er en positiv samfundsøkonomisk investering i rent drikkevand til fremtidens Danmark og på ingen måde symbolpolitik.