Børn lever ikke i 1980'erne, Mette Frederiksen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Da statsminister Mette Frederiksen sidste weekend gæstede valgfestivalen på Dokk1 i Aarhus, blev hun spurgt, om regeringen støtter, at der også kan være to voksne i indskolingen. Hun svarede: »Jeg er gammeldags. Da jeg selv gik i skole, var en lærer nok. Og det nytter ikke noget at løse problemerne ved at blive ved med at ansætte flere voksne.«

Den slags svar afslører, hvor langt der er mellem Christiansborg og børns virkelighed.

“Dengang jeg var barn”-retorikken er blevet politikernes yndlingsgreb, når de vil undgå at tage ansvar for konsekvenserne af deres egen politik. Fortiden bliver brugt som skjold – som om nutidens problemer kan løses med disciplin, opdragelse og et fast blik.

Men det er ikke børnene, der har mistet retning. Det er systemet, der har mistet balancen. Vi løser ikke nutidens problemer med fortidens svar. Det kræver politisk mod og investeringer – ikke nostalgi.

Børnene lever ikke i 1980’erne. De vokser op i et samfund i konstant fart, hvor dagene er lange, og de voksne omkring dem sjældent har tid.

De fleste starter i vuggestue, før de fylder et år, og møder i løbet af deres første seks år i dagtilbud mellem 60 og 100 forskellige voksne – faste, vikarer og støttepersoner – før de overhovedet begynder i skole.

Børn, der tidligt oplever mange skift mellem grupper, pædagoger og institutioner, oplever en grundlæggende utryghed og en erfaring af, at relationer er flygtige. For nogle bliver det svært – for andre næsten umuligt – at tro på, at de voksne virkelig er der, når de har brug for dem.

Den mistede tillid sætter sig og følger mange videre ind i skolen, hvor ro, koncentration og fællesskab bliver svært.

Alligevel hører vi igen og igen regeringen med Mette Frederiksen og Mattias Tesfaye i spidsen tale, som om børns mistrivsel først og fremmest handler om moral og opdragelse. Som om børn bare skal “opføre sig ordentligt”.

Men børn reagerer på de rammer, vi voksne skaber. De spejler vores tempo, vores travlhed, vores prioriteringer – og den måde, vi taler om dem på. Når landets ledere omtaler børn og unge i nedladende vendinger, skaber det ikke respekt. Det skaber afstand og modstand.

Mange dagtilbud ligger stadig under lovens minimumskrav, og i sfo’er og klubber er der ofte én voksen til 20-25 børn. Det er virkeligheden. Børn lærer tidligt at klare sig selv, fordi vi voksne ikke har skabt et system, der giver dem mulighed for andet.

Hvis vi vil have børn, der trives, skal vi investere i personale med tid, overskud, nærvær – og gode uddannelser. Vi skal kræve mindre af børnene og mere af os selv. Når så mange børn ikke trives, skal vi voksne stå sammen – ikke slå på børnene og deres forældre eller tro, at disciplin kan rette op på mistrivsel.

Vi har brug for politikere, der tør se virkeligheden i øjnene og tage ansvar for de rammer, de selv har skabt. Børnene lever ikke i Mette Frederiksens barndom. De lever i vores nutid. Og det er her, ansvaret ligger – også hos landets statsminister.