Når Palæstina erobrer dagsordenen, dummificerer vi kommunalpolitik

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I denne valgkamp ser vi, hvordan Mellemøsten igen glider ind på rådhusets dagsorden. Frie Grønne fører kampagne for at opløse staten Israel og anerkender samtidig, at det ikke er noget, en kommunalbestyrelse kan gennemføre. Det står sort på hvidt i interviewet omtalt i Altinget.

Det er ærgerligt at bygge lokal valgkamp på løfter, man ved, man ikke har mandat til. Når man lover vælgerne noget, som ikke kan besluttes i byrådssalen, sælger man håb på afbetaling uden nogensinde at levere varen.

Krigen i Mellemøsten har kostet civile livet, sønderrevet familier og efterladt børn forældreløse. At beskytte civile mod overgreb, uanset om gerningsmanden er en terrorbevægelse eller en regering, er ikke en nuancesag. Det er en grundlæggende humanistisk pligt.

Men et dansk kommunalvalg er ikke en folkeafstemning om udenrigspolitik. Det er borgernes mulighed for at vælge, hvem der får nøglerne til de helt nære beslutninger: hvem der tænder lyset i børnehaven klokken seks om morgenen, hvem der kommer med medicinen på plejehjemmet, og hvem der sørger for, at der er maling på stregerne ved skolens fodgængerfelt, så børnene kan komme trygt over.

Kommunalpolitik er lyden af skraldebilen, der kommer, når den skal. Det er pædagogens hænder, der hjælper med lynlåsen en regnvåd mandag, og læreren, der ser den stille elev i bageste række. Det er idrætsforeningen, der kan tænde projektørerne på en græsbane, som også er for dem, der ikke har råd til nye støvler. Det er byudviklingen, der ikke kun tegnes på luftige masterplaner, men mærkes i skyggen fra et træ på en ny plads, i en husleje, man kan betale, og i et busstoppested med læ, hvor bussen rent faktisk kører.

Der findes også et nøgternt, juridisk svar: Kommuner har et afgrænset mandat. Kommunalfuldmagten og tilsynsmyndighederne sætter en klar ramme. Kommunalbestyrelser skal løse lokale, lovlige opgaver med kommunal tilknytning. Når kandidater lover kommunale boykotter, internationale sanktionslinjer eller endda opløsning af stater, lover de noget, byrådet ikke må og aldrig kan beslutte. Resultatet er skuffede vælgere og et temaskred væk fra de problemer, vi kan løse i morgen.

Nogle vil sige: “Må vi ikke engang mene noget?” Jo, som borgere, foreninger og partier må vi mene en masse, og vi bør gerne støtte humanitær hjælp, fordømme overgreb og vise solidaritet. Men byrådets mandat er ikke at føre udenrigspolitik. Det er at sikre velfærd tæt på kroppen.

Moral uden mandat bliver hurtigt teater. Ansvar er at få hverdagen til at fungere.

Hvis kommunalvalget skal give mening, skal blikket tilbage på det, kun kommunen kan levere: flere voksne omkring de yngste børn, så relationen ikke forsvinder i støj, en hjemmepleje med tid til mere end stopuret, trygge skoleveje med tydelige overgange og nedsat hastighed dér, hvor små ben krydser trafik, et foreningsliv, hvor kontingentet ikke afgør, om man er med i fællesskabet. Det er ikke store ord på bannere. Det er små, konkrete beslutninger, der kan mærkes i dagligdagen.

Mit ærinde er ikke at lukke verden ude. Tværtimod. Det er at tage ansvar dér, hvor vælgerne faktisk har givet det. Vil man ændre dansk udenrigspolitik, findes der legitime arenaer i Folketinget, regeringen og EU. Vil man forbedre hverdagen i vores kommune, er det kommunalvalget, der gælder.

Man kan føle med ofrene for krigen og støtte hjælpen, samtidig med at det lokale mandat bruges på at ansætte flere pædagoger, styrke ældreplejen, sikre skolevejene og styrke de fællesskaber, der gør en kommune til mere end postnumre på et kort. Det er ikke at vende verden ryggen. Det er at bære ansvaret, hvor det faktisk ligger.