Politikerne går fjendens ærinde, når de reagerer på trusler i panik

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forud for EU-topmødet i København var ”dronerne over Danmark” forsidehistorie over store dele af verden.

Forstærket af intensiv gps-jamming og destruktive cyberangreb mod flytrafikken i EU samt åbenlyse russiske suverænitetskrænkelser af Polen og Estland konkluderede flere politikere og meningsdannere, at Danmark var under et hybridt angreb fra Rusland.

Men da droneaktiviteterne og de øvrige hybride aktiviteter ikke entydigt kan tilskrives Rusland, og hverken overskred tærsklen for væbnet konflikt eller forvoldte væsentlig fysisk skade, er der ikke tale om et angreb i folkeretslig forstand. Så hvori ligger angrebet, og hvem er reelt den udøvende part i dette angreb?

Anvendelsen af hybride aktiviteter har til formål at underminere staters sammenhængskraft og er først og fremmest en trussel mod demokratiet og dets institutioner. Aktiviteterne er designet til at skabe splid og mistillid ved at kile sig ind mellem regeringer og oppositioner, mellem det politiske system og befolkningen såvel som mellem de forskellige politiske partiers kernevælgere.

Men det er sjældent de enkelte hybride aktiviteter i sig selv, der er den største trussel. Tværtimod er det ofte den politiske håndtering af aktiviteterne, der udgør det reelle angreb på demokratiet.

Det er mange politikere på tværs af partierne i Danmark enige om, men alligevel agerer de på måder, der understøtter de hybride aktiviteter.

Det sker for eksempel, når Folketinget beslutter at tilsidesætte miljølovgivning og klagemuligheder for at kompensere for årtiers nedprioritering af forsvar og beredskab. Eller når regeringen omgår forligsaftaler og partierne bag det nationale kompromis, fordi oprustningen skal accelereres. Imens alt dette sker i nødvendighedens navn, skærpes den politiske samtale på og uden for Christiansborg.

Derved anvendes den alvorlige sikkerhedspolitiske situation primært til at skabe splid frem for forsoning og fælles front. Det sker, både når oppositionerne kritiserer for manglende handling, og når regeringen imødegår denne kritik.

I begge tilfælde træder den demokratiske samtale frem som politisk polarisering, der underminerer tilliden til det politiske system.

Effekten af de hybride aktiviteter forøges dermed væsentligt gennem de institutioner, der netop er til for at beskytte Danmark mod udefrakommende påvirkning.

De fremmede magter bag aktiviteterne lukrerer dermed på politisk splittelse og konflikt, samtidig med at de i ro og mag forstærker begge dele. For i forsøget på at imødegå de hybride aktiviteter undermineres demokratiet indefra med stigende politikerlede, tiltagende fløjkrige og dybere polarisering i befolkningen til følge.

Det er logikken bag de hybride aktiviteter, og derfor har god regeringsførelse og velfungerende demokratiske processer altid været det bedste forsvar mod dem. Sådan var det under Den Kolde Krig, og sådan er det i den nuværende politiske konflikt med fremmede magter.

Så når det gælder forsvaret mod hybride aktiviteter, er det altafgørende vigtigt, at en beslutning bygger lige så meget på den brede politiske opbakning som på dens effektivitet.

At ofre dette i nødvendighedens navn eller for egen politiske vindings skyld er at forsvare demokratiet mod ydre trusler ved at kaste dele af demokratiet på bålet. I en politisk konflikt, hvor det er statens sammenhængskraft, der er truet, er det faktisk at gå fjendens ærinde.