Kan man fyre frivillige? Ja, det kan man åbenbart
Det bliver unødigt svært og dyrt at skulle finde tilbage i vores fortid, når Rigsarkivet sparer en række frivillige bort. Det er et eklatant fejlskøn af det offentlige.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
En af Danmarks stærke sider er de mange frivillige. Mange – hvis ikke næsten alle – foreninger ville gå til grunde, hvis vi ikke havde frivillige til at støtte op om arbejdet. Man kan endda som migrant ikke få det attraktive røde danske pas med billede af Harald Blåtands kæmpesten i Jelling, hvis man ikke ved, hvad foreninger og frivillige er.
Kan man fyre frivillige? Ja, det er en smal sag. I samarbejdet med det offentlige har de frivillige ingen tale- eller stemmeret. Biblioteker kan f.eks. stoppe med at reklamere for foredrag, højtlæsning eller andre arrangementer, så den frivillige selv skal finde stole frem, reservere lokale, annoncere mv. På den måde er der besparelser på personalesiden at hente.
Tænk, hvis alt samarbejde mellem sundhedssektoren og de forskellige sundheds- og sygdomsforeninger faldt bort? Frivillige er en guldgrube.
Sørgeligt er det derfor, at det enorme arbejde med at gøre Rigsarkivets arkivalier tilgængelige, læsbare og elektronisk søgbare med et pennestrøg er afsluttet med vedtagelsen af finansloven for 2026.
For Rigsarkivet skal spare. Det sker ved at smide ”barnet ud med badevandet”. I alt ca. 50 frivillige smides med et slag på porten, og det er en sørgelig tak for hjælpen, de dermed har fået for at gøre data tilgængelige for folket.
En gratis, almennyttig og uegennyttig gerning skal spares bort.
Det handler om adgang til data. Det er kirkebøger, pasprotokoller, dødsattester, kriminalhistorie, lægdsruller, testamenter, skifteoptegnelser og meget, meget andet, som beskriver de faktiske forhold i Danmark over flere århundreder bagud.
Vi kan alle få lov til at kigge i Rigsarkivets uendeligt store magasiner af bøger, notater, beskrivelser, journaler osv.
Vi skal blot henvende os på en af Rigsarkivets fire læsesale, hvor man under behørig bevågenhed kan bladre i materialerne, men det er særdeles tidskrævende i hver enkelt sag – ikke blot for borgeren, men især for arkivmedarbejderne, der på forhånd skal finde den enkelte sag frem … hver gang. Ofte skal sagspapirerne endda sendes med intern post fra den ene afdeling af Rigsarkivet til den anden (i den anden ende af landet).
For at lette adgang til disse data har der været – og er der stadig – en stor flok frivillige til at hjælpe Rigsarkivet. De affotograferer de mange skrøbelige sider, der herefter, ved hjælp af Rigsarkivets fine søgemuligheder, bliver lagt på nettet – frit tilgængeligt for folket.
Hvor mange forespørgsler til læsesalens arkivarer er der ikke blevet sparet ved den manøvre? Et samarbejde, der har fungeret fint i rigtig mange år.
Ét emneområde efter det andet bliver affotograferet, og antallet af brugere af den lette adgang til datamængden har været støt voksende. Men nu er det slut med den service.
Besparelsen betyder nemlig, at alle de frivillige, der arbejder med affotograferinger, der derefter lægges ud på nettet, ikke længere kan være tilknyttet Rigsarkivet efter den 31. december.
Heldigvis er det allerede affotograferede materiale ikke taget af bordet, men de påbegyndte områder kan ikke afsluttes. Det betyder, at hvis man søger oplysninger om et særligt emne (f.eks. specielle dødsårsager), så er det ikke sikkert, at alle landsdelene er færdigafsluttet, og man kan ikke få et samlet overblik for landet som helhed.
Rigsarkivets ledelse mener åbenbart, at der spares tid og mandetimer ved, at der ikke længere skal findes dokumenter frem af arkiverne til de frivillige og derefter foretage den nødvendige efterbehandling.
At det så betyder, at der fremover bliver flere enkelte borgere, der henvender sig i læsesalene og skal have fundet dokumenter frem fra arkiverne, synes ikke at være med i overvejelserne.
Det er ikke kun gamle og støvede slægtsforskere, der rammes. Der er rigtig mange studerende og forskere i alle afskygninger, som gør brug af de store datamængder.
Det er et fejlskøn i den offentlige sektor at spare på frivillige.