AI-regulering af ophavsret er sisyfosarbejde

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der er travlt hos Kulturministeriet, der arbejder i hast på at beskytte borgeres og kunstneres ophavsret mod de videoer, billeder og musik, som nu kan skabes troværdigt og let med kunstig intelligens.

Deres ekspertgruppe har udarbejdet en rapport med 10 ret vidtrækkende anbefalinger. Heriblandt et forslag om omvendt bevisbyrde i ophavsretssager om AI-træningsdata. Kulturministeren har også foreslået en helt ny rettighed i ophavsretsloven, der giver alle borgere en form for ophavsret til deres eget ansigt, krop og stemme.

Resultatet er en juridisk gøgeunge, der normalt ville have hjemme i andre dele af loven.

Jeg anerkender bestemt målet om at sikre vores rettigheder til identitet og skabte værker. Men at udfordre grundlæggende retsprincipper i en panikreaktion gavner ingen. Særligt når reguleringen er værdiløs om få år, da det videoindhold, som i dag kræver big-tech-muskler at producere, om få år kan skabes af os alle. Og her er både loven og håndhævere reelt magtesløse.

Som borgere, forbrugere og ophavsretshavere er vi vidner til en juridisk omgang slå-en-muldvarp, hvor staten aldrig kommer på tavlen.

Forestil dig dette i en nær fremtid: Du kan selv og med en kort prompt på din bærbare computer producere en sæson mere af ”Hannibal” med Mads Mikkelsen. Stilen, stemmerne og ansigterne passer perfekt.

Du kan få skrevet en ny Harry Potter-bog. Den er hurtigere færdig end din kaffe. Og du behøver ikke vente på et nyt album fra Taylor Swift. Så producerer du det bare selv på få minutter.

Underholdningen er sikret, og ingen kan se, hvad du laver, da alt sker på din lokale computer uden en internetforbindelse. Og samtykke behøver du ikke.

For alt, du laver til eget forbrug, er ikke omfattet af hverken den gamle eller nye lovgivning. Og prisen? Det koster nok det samme i strøm, som din vaskemaskine bruger på en 60-graders.

Den fremtid er vi nok kun fem år fra. Teknologien ændrer sig ekstremt hurtigt. Lige nu bor de store AI-modeller hos techgiganter. Det gør dem til et synligt og regulerbart mål. Lovgivningen er derfor bygget op om, at platformene skal fjerne ulovligt indhold. Men denne centraliserede model er en stakket frist.

For baseret på de seneste 10 års prisfald i AI på ca. 75 pct. om året, er det ikke længere et spørgsmål om hvorvidt, men hvornår modellerne kan køre på en kraftig hjemmecomputer.

Min serviet-beregning viser, at det sker inden 2030. Den lovgivning, der laves nu, vil altså kun være relevant indtil da.

Spørgsmålet er, hvordan den nye regulering kan håndhæves til den tid? Når indhold kan skabes uden at gå online, forsvinder det centrale kontrolpunkt, som hele lovgivningen hviler på. Det bliver som at lovgive om, at man ikke må bande i hjemmet. Det vil kræve en total kontrol og overvågning.

Derfor møder vi nu en fundamental antagelse i jura: Man bør som udgangspunkt ikke lovgive om det, man reelt ikke kan håndhæve.

Gør man det alligevel, udvander man respekten for retssystemet og ender med ren symbollovgivning. Man sender et signal om handlekraft, men i praksis efterlader man borgerne med en falsk tryghed og et redskab, der ikke virker.

Hvad er så løsningen? Ingen ser ud til at have svaret. Men at lovgive i panik er sjældent klogt. Ophavsretsloven bør være teknologineutral og har længe vist sig robust over for nye teknologier. Den beskytter allerede et værks udtryk, uanset hvordan det er skabt.

Måske er det bedre at stole på dens brede rammer og vente med at lovgive yderligere, til vi reelt forstår problemets fulde omfang. For nu bør kræfterne gå på at styrke håndhævelsen af de love, vi allerede har, i stedet for at opfinde nye effektløse regler. Alt andet skaber kun en illusion af kontrol.