Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Nu skal vi sætte hele Danmark fri

Vi kan se, at frisættelse virker. Spørgsmålet er derfor ikke længere, om vi skal, men hvordan vi kan arbejde med frisættelse bedst muligt.

Christian BuddeRådmand for sundhed og omsorg i Aarhus Kommune, (V)
Mette KierkgaardÆldreminister, (M)

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

For et år siden blev ti plejehjem i Aarhus sat fri. Regler, skemaer og proceskrav blev lagt til side, mens medarbejdere og ledere fik frihed til at finde deres egne løsninger sammen med beboerne. Resultatet er klart: Frisættelse virker. En midtvejsevaluering fra Vive viser, at medarbejderne på de frisatte plejehjem oplever, at borgerne får bedre hjælp, mere selvbestemmelse i hverdagen og flere individuelle løsninger. Samtidig oplever medarbejderne større arbejdsglæde.

Frisættelse er ikke en let øvelse. Det kræver mod at turde slippe kontrollen og lade fagligheden folde sig ud tæt på borgeren. Det kræver politisk lederskab, der tør sætte retning uden at detailstyre. Og det kræver en ny rolle for forvaltningen, som skal være understøttende og faciliterende i stedet for styrende. Men erfaringerne viser, at det kan lade sig gøre, og at gevinsterne er store. Frisættelse giver værdi for både beboere og medarbejdere og mulighed for at skabe løsninger sammen med lokalsamfundet.

Frisættelse er ikke forbeholdt ældreplejen i Aarhus. Det er en tilgang, der skal brede sig til hele velfærden. Skoler, dagtilbud og socialområdet har lige så meget brug for at give medarbejderne frihed til at bruge deres faglighed dér, hvor den gør størst gavn.

Vi kan se, at frisættelse virker. Der er allerede gode resultater i Aarhus og i flere andre kommuner. Spørgsmålet er derfor ikke længere, om vi skal, men hvordan vi kan arbejde med frisættelse bedst muligt. Her har vi brug for, at flere kommuner tager stafetten op. Derfor er vores opfordring klar: Kom med ind i kampen. Lad os sætte velfærden fri sammen.