X er ikke virkeligheden – men det bliver den, hvis vi behandler den som det

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Den socialdemokratiske udlændingeordfører, Frederik Vad, skrev for et par måneder siden på X, at han føler sig nødsaget til at argumentere imod remigration, fordi han får råbt det i hovedet dagligt.

Senest bragte Jyllands-Posten et portræt om sagen, mens P1 inviterede til debat, hvor begrebet blev kaldt »det nye sort«. Samtidig har Frie Grønne gjort sig bemærket ved at plastre København til med plakater med budskabet »befri København for zionisme«.

Når medierne ofte først må forklare, hvad remigration eller zionisme overhovedet betyder, er det dog måske i sig selv tegn på, at debatten er mere skabt end efterspurgt. Det er nemlig ikke til vælgermøder, at folk som Vad bliver råbt i hovedet, men på det sociale medie X. Her har begge mærkesager fået uproportionelt meget opmærksomhed i forhold til deres folkelige opbakning og interesse.

Undersøgelser viser, at vælgerne prioriterer velfærd, forsvar og klima langt over både immigration og Israel-Palæstina. Alligevel fordrejer X vores forestilling om, hvad flertallet af danskere rent faktisk finder vigtigt. “Twitter is not real life” burde blinke på skærmen, hver gang en MF’er åbner appen.

En af internettets uofficielle “love” er den såkaldte 1 pct.-lov: 1 pct. af brugerne producerer indholdet, 9 pct. interagerer med det, og de resterende 90 pct. nøjes med at kigge på. På X i USA stammer en tredjedel af alle politiske tweets fra blot 6 pct. af de voksne brugere, mens langt de fleste sjældent eller aldrig poster om politik.

Ifølge KL har omkring en halv million danskere en konto på X, men kun 10–20.000 bruger platformen aktivt som meningsdannere. Det svarer til under en halv procent af befolkningen.

Fra en skærm i soveværelset kan denne mikroskopiske gruppe råbe direkte ind på både Christiansborg og redaktionslokalerne. Alligevel er det netop her, politikere, journalister og kommentatorer i vidt omfang orienterer sig. Når overskrifter og politiske reaktioner dikteres af 0,3 pct. af befolkningen, er det et tegn på, hvor skævt systemet står.

X i Danmark er en sær blanding af journalistisk og politisk kulturelite og obskure internetfigurer, der dyrker debat som en form for kampsport. Det er der i sig selv intet galt i, men det bliver et demokratisk problem, hvis folkevalgte og journalister begynder at prioritere dette lille, mærkværdige, selvforstærkende miljø over virkelighedens problemer.

Problemet opstår, når politikere og medier forveksler dette ekkokammer med befolkningen. Remigration og Frie Grønnes anti-zionisme er begge eksempler på, hvordan en håndfuld aktive brugere effektivt kan få deres mærkesager foran øjnene på beslutningstagere. Når et socialt medie med 20.000 reelle meningsdannere bliver forvekslet med “folkestemningen”, får vi et politisk system, der orienterer sig efter de forkerte signaler.

Når medier og politikere lader de mest aktive brugere definere, hvad der “skal” diskuteres, forveksles debat med repræsentation. Vores demokrati fortjener, at vi husker forskellen – især dem, der har magten til at sætte dagsordenen.