Gamle kønsroller er ikke ny kvindekamp

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Hør interviewet med Rebecca Munch Søndergaard, der startede debatten om hjemgående husmødre, her:

Min partifælle Ida Werner Larsen mener i et indlæg i JP, at kvinder, der vælger at gå hjemme, også kan være forbilleder.

Men det er problematisk, når gamle kønsroller bliver præsenteret som ny kvindekamp. For reel frihed handler ikke om at gentage fortidens mønstre – men om at bryde dem.

I debatten om tradwives – kvinder, der vælger at gå hjemme og leve mere traditionelt – bruges friheden som pynt på en fortælling, der i virkeligheden handler om afhængighed. »Kvindekampen gav os retten til at vælge,« lyder det. Det gjorde den. Men retten til at vælge frit mister sin mening, hvis den bruges til at romantisere det, kvinder engang kæmpede for at slippe ud af.

Et valg kan være personligt og legitimt – men stadig et dårligt ideal, hvis det undergraver de værdier, der gjorde valget muligt.

Jeg vil mene, at det er ret liberalt at synes, at det sender et forkert signal, når unge kvinder opfordres til at gøre sig økonomisk afhængige af en mand, ligesom det heller ikke ville være et sundt forbillede at fortælle unge mænd, at de “naturligt” bør forsørge kvinder.

Begge synspunkter bygger på den samme fejltagelse: at kønnet, ikke individet, skal definere, hvordan man lever sit liv. Og det er alt andet end liberalt.

Problemet er ikke, at nogle kvinder vælger at gå hjemme. Problemet opstår, når valget gøres til ideal, eller man ser de kvinder som forbilleder. For økonomisk afhængighed af sin mand er ikke et ligegyldigt livsvalg. Det er et valg, der gør et menneske sårbart – ikke bare over for skilsmisse, men over for tabet af handlefrihed og ligeværd. Det er præcis den strukturelle ulighed, som tidligere generationer af kvinder brugte årtier på at bryde.

Friheden blev ikke vundet for, at den skulle bruges til at hylde den afhængighed, man engang måtte kæmpe sig ud af.

Tradwife-bevægelsen bliver ofte pakket ind i æstetik og nostalgi – i flæseforklæder, hjemmebag og blødt lys gennem køkkenvinduerne. Men bag idyllen ligger noget mere påfaldende: en iscenesat dydighed, der forsøger at efterligne en tid, de færreste vil tilbage til.

Dyderne er netop selvpåførte. Det afsløres næsten komisk i DR-programmet ”Mandemænd”, hvor advokaten Rasmus Munch Søndergaard meddeler, at han fremover vil sidde for bordenden af symbolske årsager. Der er der intet naturligt over. Det er ren rekonstruktion af fortiden.

Og netop der bliver det problematisk. For tradwife-fænomenet handler sjældent kun om hjemmeliv. Det er et ideologisk projekt forklædt som det frie valg. En bevægelse, der genopliver fortællingen om, at feminismen gik for langt, og at kvindens lykke ligger i at underordne sig igen. Det er ikke frihed – det er tilbagerulning af selvsamme.

Et frit samfund kræver mere end retten til at vælge. Det kræver også bevidsthed om, hvad man vælger, og hvad ens valg betyder for andre og for kommende generationer.

Når tradwives fylder medierne med billeder af afhængighed forklædt som kærlighed, kan det påvirke, hvordan unge piger ser på sig selv og på deres frihed. De ser trygheden, som ”mandemænd” kan tilbyde dem, men de ser ikke prisen, der følger med.

Derfor handler denne debat ikke om at nægte nogen deres frie valg. Den handler om at bevare en social bevidsthed om, hvordan idealer former fremtidens muligheder.

Så nej, vi bør ikke se tradwives som forbilleder for det frie valg. For frihed starter ikke i det øjeblik, man vælger, men i det øjeblik, man tager ansvar for, hvad valget har af betydning for fremtidige generationer. Frihed og ansvar skal altid gå hånd i hånd – også i denne debat.