Hvad nu, hvis vi sagde til hinanden, at fysisk aktivitet var en fornøjelse og ikke en sur pligt?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Evidenspiske og helsegulerødder bruges flittigt, når vi skal tilskyndes til at være mere fysisk aktive. Og der er ingen tvivl om, at det skal vi gerne være. Ikke mindst med henblik på nationens folkesundhed.

Spørgsmålet er, om vi i forhold til opfordringerne er gået kolde, stagneret og har ramt muren. Med andre ord, er det muligt, at der er brug for at ryste posen lidt, når det kommer til anbefalingerne vedrørende fysisk aktivitet?

Vi står egentligt på et meget solidt evidensgrundlag. Vi ved således en masse om, hvor meget der helst skal svedes.

Vi ved f.eks., at intensiteten i den fysiske aktivitet eller træning er af betydning. Forskning indikerer, at ved en træningsperiode på bare seks uger, kan der opnås en ca. 4 pct. større stigning i konditionen, når der trænes med høj intensitet, i forhold til hvis intensiteten er moderat. Det vil svare til en stigning på ca. en enhed af konditallet, som igen vil medføre en forøgelse af den forventede levealder med ca. 45 dage.

Og så siger det nærmest sig selv, at med en træningsperiode på mere end seks uger, vil den livsforlængende effekt kunne forventes at blive endnu større.

Vi ved også en del om, hvordan træningen i detaljer kan designes for at opnå den størst mulige effekt på den fysiske præstationsevne samt på sundhedsindikatorer som styrke, kondition og metaboliske variabler. Videnskabelige undersøgelser har ofte taget udspring i kontrolleret samt relativt specificeret og avanceret træning udført over 8-12 uger.

Nogle vil kritisere en sådan tilgang for at være for nørdet. Resultaterne fra mange af de udførte kontrollerede træningsstudier kan dog være direkte brugbare for specifikke målgrupper bestående af personer med særlige skavanker eller diagnoser eller sportsudøvere.

Men når det kommer til store dele af befolkningen, og hvor det er folkesundheden, som er i spil, er sagen en lidt anden. Her er den varige levedygtighed eller fastholdelse af træningsindsatsen i den virkelige verden for store grupper af uens mennesker meget betydningsfuld.

Vi ved nemlig, at en varig indsats gennem livet er helsebringende. For menneskets krop er skruet sådan sammen, at de gode effekter af træning desværre relativt hurtigt fordufter, hvis de ikke vedligeholdes.

Anbefalingerne fra bl.a. Sundhedsstyrelsen er gennem tiden blevet tilpasset, modereret eller opblødt, om man vil. Det har været gjort i et forsøg på at få flere danskere til at følge trop mod en mere fysisk aktiv livsstil. Og for at tage højde for ny evidens inden for området.

For tiden inkluderer anbefalingen for voksne »…minimum 150 til 300 minutters fysisk aktivitet om ugen ved moderat intensitet eller 75 til 150 minutter ved høj intensitet fordelt ud over ugens dage«.

Og det fortsætter: »For at gøre det lettere for borgerne at forstå, hvor meget de skal være fysisk aktive i hverdagen, har Sundhedsstyrelsen valgt, at de nationale anbefalinger for fysisk aktivitet er minimum 30 minutters fysisk aktivitet hver dag.«

Desværre viser det sig, ifølge 2023-tal fra Den Nationale Sundhedsprofil, at 55 pct. af de voksne danskere ikke opfylder anbefalingen fra WHO.

Så måske er det ved at være tid til at forsøge sig med en ny emballering af det dyrebare budskab? Måske er det tid til at flytte fokus fra fysisk aktivitet som noget anstrengende og hovedsageligt sundhedsfremmende til, at det kan være noget rart og tilfredsstillende. Noget fornøjeligt.

Måske er fornøjelse ligefrem det bedste skud i bøssen, når nationens for store inaktivitet skal plaffes ned, og en livsstil med et varigt og passende niveau af fysisk aktivitet i dagligdagen i stedet skal op at flyve.

På det seneste har vi forskningsmæssigt beskæftiget os med emnet fornøjelse ved fysisk aktivitet. Og det er der kommet nogle interessante opdagelser ud af.

Første skridt var at oversætte og validere et engelsksproget spørgeskema om fornøjelse ved fysisk aktivitet. Vi gjorde det for at tilvejebringe et redskab, som vi kunne bruge til kvantitative undersøgelser af emnet. I forbindelse med oversættelsesarbejdet stødte vi på interessante tilkendegivelser fra professionelle i praksismiljøer samt studerende.

Nogle af ytringerne kunne koges ned til noget i stil med: ”Det forstår jeg ikke helt, træning skal da ikke være fornøjeligt, det skal da være hårdt”. Noget kunne tyde på, at der måske ligefrem er behov for et paradigmeskifte for at komme videre.

Med det nye værktøj til at kvantificere fornøjelse ved fysisk aktivitet i hånden, har vi, med nogen overraskelse, fundet ud af, at det tilsyneladende ikke er gruppeelementet som gør den udbredte cykeltræningsform, spinning, fornøjelig. Det er derimod nok ”bare” træningsaktiviteten i sig selv, som kan noget særligt. De spinningdeltagere som vi studerede, havde tilsyneladende, af sig selv, fundet frem til en aktivitet, som i sig selv føles rar og tilfredsstillende for dem.

Og forskningen viste, at deres gode oplevelse ikke var videre betinget af, at der absolut skulle sidde 20 andre deltagere og puste og stønne ved siden af dem, samtidig med at de selv knoklede.

Eksemplet indikerer, at der gemmer sig interessante og brugbare overraskelser, når man begynder at grave lidt i emnet fornøjelse ved fysisk aktivitet. Og at vi med et øget fokus på fornøjelse måske kan finde en vej til at få flere danskere til at blive mere fysisk aktive.

Fornøjelsen ved fysisk aktivitet kan udgøre en enorm drivkraft. Og mon ikke den drivkraft kunne forsøges udnyttet på en mere overvejet og målrettet måde i folkesundhedssammenhæng?

Noget kunne indikere, at vi skal videre. Men hvordan?

Vi kunne gribe fat i nogle unge. Mange af dem er i gang med at forme sig en livsstil, som vil præge deres adfærd langt ind i den videre tilværelse. I gymnasiefaget, 3. g idræt, er der mange unge, som gennemfører et træningsprojekt.

De udvælger et generelt fokusområde (eksempelvis konditionstræning) og laver en overordnet målsætning for, hvad de gerne vil opnå gennem 8 ugers træning. De bliver typisk vejledt til at fokusere på en forbedring af deres kondital eller til at præstere godt til en konkret idrætsbegivenhed (eksempelvis et løb).

Man kunne overveje at supplere projektet med i tillæg at fokusere på fornøjelsen. Vi har leveret et brugbart værktøj til at kvantificere fornøjelsen i form af det ovenfor omtalte spørgeskema. Ændrer fornøjelsen ved fysisk aktivitet sig mon gennem træningsperioden? Er der mon nogle træningsformer, som medfører en større grad af fornøjelse end andre?

En besvarelse af sådanne spørgsmål kunne flettes ind i gymnasieelevernes idrætsprojekt. Det ville bidrage til at udvide opfattelsen af, hvad et betydningsfuldt udbytte af fysisk aktivitet kan være.

Vi kunne også fokusere på nogle endnu mere erfarne unge mennesker, som er under uddannelse til f.eks. fysioterapeuter og kandidater i idræt. Mange af dem skal snart bidrage professionelt til folkesundheden. I deres studier kunne man fokusere lidt mere på oplevelsen af fysisk aktivitet og træning.

Kunne man forestille sig, at den selvvalgte træningsintensitet automatisk øges, hvis træneren eller terapeuten hjælper med at gøre oplevelsen af den fysiske aktivitet mere rar og tilfredsstillende? Og at fastholdelse af en langsigtet fysisk aktiv livsstil er lettere at opnå, hvis der i større grad satses på at dyrke fornøjelsen ved fysisk aktivitet?

Sådanne spørgsmål kunne udforskes af de studerende i fællesskab med undervisere og vejledere.