Hvem sagde udenlandsk arbejdskraft?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Valgtrommerne er begyndt at buldre, Dansk Folkeparti og udlændingespørgsmålet har gjort et bemærkelsesværdigt comeback i dansk politik, og midt i denne udvikling eksploderer historien om den markante stigning i antallet af studerende fra Bangladesh på danske universiteter.

I 2020 optog SDU 38 og RUC bare fire studerende fra Bangladesh. I 2024 var tallet steget til henholdsvis 244 og 194.

Denne historie virker til at have været en kærkommen anledning for alle partier på ”strammervognen” til at slå to efterhånden allerede sønderslåede fluer med ét smæk: udlændinge og universiteter. Surt tjente skattekroner brugt på studerende fra ganske fremmede lande, som kan mistænkes for at bruge det danske uddannelsessystem til at undslippe forholdene i deres hjemland: et sandt skrækscenarie, virker det til, og en vindersag for enhver, der skal fremstå stenhård på udlændingeområdet.

Jeg synes, det er helt i orden at tage diskussionen om omfanget af og formålet med udenlandske studerende på danske universiteter. Det, jeg vil påpege her, er, at diskussionen, som den bliver ført nu, er dybt selvmodsigende, hvis ikke direkte hyklerisk.

De selvsamme partier, som er de mest højlydte kritikere af universiteternes optag af udenlandske studerende – lad os tage Danmarksdemokraterne som eksempel – er samtidig de mest urokkelige støtter af det, der velsagtens er den største arbejdsformidling for udenlandsk arbejdskraft i Danmark, nemlig landbruget.

Af de 71.000 personer, som ifølge Danmarks Statistik var ansat i landbruget i 2023, var 26.000 personer, altså 36 pct., »fast fremmed medhjælp«. Læg dertil de titusindvis løstansatte, som i overvejende grad er udenlandsk arbejdskraft.

Nu kommer det til at lyde, som om jeg selv er modstander af brugen af udenlandsk arbejdskraft i Danmark. Det er jeg ikke.

Pointen er, at det er svært at tage anklagerne imod universiteternes optag af nogle hundrede studerende fra Bangladesh alvorligt, når de kommer fra stemmer, der i samme åndedrag ubetinget støtter et erhverv, der virker til kun at kunne fungere gennem tiltrækningen af titusindvis af ansatte fra udlandet.

Økonomer understreger igen og igen, at én af hovedårsagerne bag Danmarks bomstærke økonomi er stigningen i udenlandsk arbejdskraft. Det gælder især veluddannet arbejdskraft, altså mennesker med en universitetsuddannelse, netop som de studerende fra Bangladesh, hvoraf mange formentlig vil søge ansættelse i Danmark efter endt uddannelse.

Hvis vi accepterer brugen af udenlandsk arbejdskraft i landbruget, bør det samme gælde andre sektorer af erhvervslivet, hvor den udenlandske arbejdskraft giver større samfundsøkonomisk gevinst. Lad os sammenligne landbrugs- og it-sektoren i Danmark.

Ifølge en beregning fra Miljø- og Fødevareministeriet stod »fødevarekomplekset« i 2020 for en bruttoværditilvækst til Danmark på 64 mia. kr.

Fratrukket statens udgifter til landbrugsstøtte på ca. 15 mia. kr. giver dette et bidrag til dansk økonomi på ca. 50 mia. kr. It-sektoren har ifølge egne tal en bruttoværditilvækst til Danmark på 144 mia. kr.

I 2022 beskæftigede branchen lidt over 100.000 personer. Heraf var 14.700 udlændinge. De bidrog ifølge branchens egne beregninger med ca. 14 mia. kr. til dansk økonomi.

Gevinsten ved udenlandsk arbejdskraft i it-sektoren alene svarer altså til godt 30 pct. af fødevaresektorens samlede bidrag til dansk økonomi.

Jeg er ikke økonom, så jeg kan ikke stå videnskabeligt inde for ovenstående beregninger, men hvis de bare er tilnærmelsesvist rigtige, bør de give stof til eftertanke.

Hvis vi endelig skal diskutere optaget af udenlandske studerende på danske universiteter, bør det involvere overvejelser over, hvilken rolle udenlandsk arbejdskraft allerede spiller i dansk økonomi.