Flere korankritikere og færre klaphatte ønskes
Selv om afbrændingerne skader kritik af Koranen, er ytringsfriheden generelt ikke under pres i islamspørgsmål.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
På én side giver Jyllands-Posten 28/9 et fint overblik over avisens 12 Muhammed-tegninger fra den 30. september 2005 og efterfølgende fortrædeligheder. Jeg ville tjekke nogle ting, men orkede ikke at tjekke mine arkivkasser med udklip om tegningerne.
Så jeg tyede til netleksikonet Lex. Jeg bemærkede straks, at den universitetsansatte Lex-skribent ikke brugte nogle af ordene ”tegninger”, ”avistegninger”, ”satiretegninger” eller ”vittighedstegninger” om de 12 tegninger af Muhammed, men derimod konsekvent og hyppigt ordet ”karikatur”.
Men ”karikatur” er ikke en dækkende betegnelse for JP’s afbildninger af Muhammed. For en karikaturtegning overdriver et eller flere træk ved en person. De Gaulle, fransk præsident, var født med en stor næse, så det var oplagt at tegne den som et kosteskaft i karikaturer.
Muhammed har man yderst få samtidige kilder om og slet ingen med blottet ansigt, der normalt er skjult bag et tørklæde, evt. en flamme. Så det er helt ved siden af at kalde JP’s Muhammed-tegninger fra 2005 for karikaturer.
Måske ligger der i valget af ordet karikatur en kritik af JP, da det afledte ord ”karikeret” er synonymt med ”forvrænget”. Underforstået: JP ved godt, at Muhammed var en fredens mand, ikke krigerisk som i Westergaards streg.
Protester over JP’s Muhammed-tegninger indløb hurtigt fra muslimer i og uden for Danmark. Randene under statsminister Anders Fogh Rasmussens øjne blev større for hver gang, han sås på skærmen.
Han turde dog slå fast, at han intet ansvar havde for JP’s tegninger, men at JP som avis i et folkestyre måtte bringe de tegninger af Muhammed, den fandt passende.
En delegation af herboende imamer rejste efter jul rundt i Mellemøsten med JP’s profettegninger – også med nogle, der ikke var – i turbanen. Imamernes rundrejse fik ophidselsen over det umuslimske Danmark til at stige til blodige højder.
Man skulle være en klaphat, hvis man ikke kunne regne ud, at en imam-rundtur i Mellemøsten ville sætte Dannebrog og danske ambassader i brand. Det kunne en af imamerne, Ahmed Akkari, godt se bagefter og i dag også Kasem Ahmad, en anden rejse-imam.
Desværre har en dansk ikke-imam fortsat imamernes mellemøstlige klaphatteri i Danmark og omegn, selv om han anser sig for korankritiker. Men man kan ikke kritisere Koranen – forudsætter, at man har en Koran at læse i – når man sætter ild på alle koraner, man får fat i.
Man skal derimod som Morten Rydal, der ikke er faghistoriker, arbejde som en kildekritisk historiker, og det er der kommet flere artikler og en bog om Koranen og Muhammed ud af. Det tager jeg hatten af for, hvilket jeg ikke gør for Rasmus Paludans islam-”kritik”: koranafbrændinger.
Selv om afbrændingerne skader kritik af Koranen, er ytringsfriheden generelt ikke under pres i islamspørgsmål.