Mads Bryde Andersen bruger min pointe, så det passer ind i hans fortælling om konventionerne. Desværre for ham mener jeg det modsatte

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Professor Mads Bryde Andersen har endnu en gang foreslået, at Danmark skal opsige Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) og straks genindtræde med forbehold. Idéen præsenteres som original og handlekraftig, men den er ingen af delene.

Andersen har kritiseret det europæiske menneskerettighedssystem i to årtier. Allerede i 2005 diskuterede han emnet med professor, dr.jur. Henning Koch.

Det gik ikke godt. Koch kaldte Andersens kronik »deprimerende underlødigt« og konstaterede, at hans indlæg »viser, at du ikke har gjort dit hjemmearbejde – og at du ikke kan dit stof«.

Det var for 20 år siden – og intet tyder på, at noget har ændret sig. Hans nuværende kronik er fortsat præget af fejl og retslige vildfarelser, der afslører en meget begrænset forståelse af emnet.

Derfor burde jeg nok ikke være overrasket over, at min egen artikel blev brugt som »dokumentation« for Andersens synspunkt. Det blev jeg alligevel. Overraskelsen skyldes, at artiklen konkluderer det stik modsatte: at hans foreslåede manøvre er både folkeretligt uholdbar og politisk risikabel.

Jeg er ret sikker på, at Andersen har læst artiklen; konklusionen passer ham bare ikke. Som han selv skriver, bliver han »igen og igen« mødt af faglige afvisninger fra eksperter i folkeret og menneskerettigheder.

Tilsyneladende har han aldrig overvejet, at de mange modsigelser kunne skyldes, at det er ham selv, der tager fejl. I den omtalte artikel – udgivet i tidsskriftet Juristen og frit tilgængelig online – gennemgår jeg, hvorfor Danmark ikke bare kan vælge og vrage mellem de menneskerettigheder, vi vil overholde. EMRK er ikke en menu, hvor man kan vælge rettighederne a la carte.

Det er korrekt, som Andersen skriver, at Sverige engang forlod en anden konvention for derefter at genindtræde med forbehold. Men det eksempel er ikke sammenligneligt med EMRK. Den konvention, Sverige forlod, var teknisk, havde få parter og var i vidt omfang blevet overhalet af en nyere traktat.

Vigtigere er, at Sveriges manøvre udvidede borgernes rettigheder ved at give dem muligheden for at have mere end et statsborgerskab. Andersens forslag vil derimod føre til det modsatte: at mennesker mister grundlæggende rettigheder som retten til familieliv eller til at blive i det land, hvor de er opvokset.

De to konventioner er derfor ikke sammenlignelige. At hævde andet er direkte misvisende.

Det behøver man ikke tage mit ord for. Da Bolivia forsøgte samme manøvre i forbindelse med en FN-konvention, protesterede Sverige kraftigt. Den officielle udtalelse lød: »En sådan praksis ville udgøre et misbrug af proceduren og undergrave grundlaget for den internationale traktatret.«

Det er en vigtig pointe. For Andersens forslag handler ikke kun om EMRK. Hvis Europarådets 45 andre medlemsstater tillod Danmark at træde ud og ind af aftaler efter forgodtbefindende, ville andre lande kunne gøre det samme – ikke kun med EMRK, men med enhver international aftale. Så ville vi ikke længere have en international retsorden, men et internationalt tag selv-bord.

Forestil dig det samme i dansk ret: Hvis en part til en kontrakt bare kunne springe fra, når det blev besværligt, og bagefter vende tilbage på nye vilkår – ville vi så overhovedet tale om en bindende aftale? Det er derfor, EMRK ligesom andre konventioner kun tillader forbehold ved tiltrædelsen. Det burde en professor i formueret forstå.

Det siger også noget, hvor Andersen vælger at fremføre sine argumenter: i kronikker, interview og politiske kampagner – altså dér, hvor man kan vinde meningsmålinger. Men hvor er den fagfællebedømte artikel, der dokumenterer, at »ud og ind«-modellen faktisk kan lade sig gøre uden at bryde traktatretten eller underminere det internationale retssystem?

Den har han ikke skrevet. Når man i årtier skriver i avisspalter og ikke i juridiske tidsskrifter, ligner det mindre et forsøg på at få ret i juraen – og mere et forsøg på at få ret i opinionen.

Og hvad er det egentlige problem, Andersen vil løse? Det spurgte jeg ham for nylig om i et radioprogram.

Hans svar var, at han ikke ville gå i detaljer. Men jura er detaljer. Han påstår, at Menneskerettighedsdomstolen er aktivistisk og udemokratisk, fordi den beskytter borgere mod problemer, som ikke kunne være forudset, da EMRK blev forhandlet i efterkrigstiden.

Det er dog ikke usædvanligt. Som Ole Spiermann, tidligere professor ved Københavns Universitet, skriver i sin lærebog om folkeret, så giver EMRK’s korte bestemmelser kun ringe vejledning for en objektiv fortolkning. Det naturlige udgangspunkt er derfor en formålsfortolkning, og i et almindeligt folkeretligt lys tager Menneskerettighedsdomstolens såkaldte aktivistiske fortolkningsstil sig »ikke synderlig aktivist ud«.

Og hvad er prisen, hvis Danmark følger Andersens råd? Selv en kort udtrædelse af EMRK vil være et frontalangreb på Europarådet og skabe tvivl om Danmarks tilslutning til EU’s fælles værdigrundlag. Justitsministeren har advaret om, at det kan føre til krav om, at Danmark forlader EU. Andersen afviser dette, fordi det aldrig er sket. Det er korrekt, og der er en god grund til det: Ingen stat har nogensinde forsøgt noget så ekstremt. Andersen vil lade det stå sin prøve.

Tilbage står én nøgtern pointe: Hvis man vil ændre noget i EMRK, gør man det, som man gør med alle andre internationale aftaler, dvs. gennem forhandlinger. Der er mange måder, EMRK kan ændres på, hvis der er politisk vilje blandt Europarådets medlemsstater. Det kræver tålmodighed og juridisk indsigt – ikke populistiske genveje.

En »fortolkende erklæring«, som Andersen nævner, kan være et redskab til at tydeliggøre forståelsen af bestemte bestemmelser. Men den kan ikke bruges til at ændre EMRK’s indhold. Vil man ændre noget grundlæggende, kræver det en traktatændring og enighed blandt alle medlemsstater.

Så ja, jeg er overrasket over at blive brugt som belæg for en konklusion, min artikel udtrykkeligt afviser. Hvis Andersen er uenig, kunne han passende skrive sin egen akademiske artikel eller arrangere en international konference om emnet. Jeg deltager gerne.