Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Lad os få en dansk Fjæsbog

Vi har brug for en dansk Facebook, hvor man føler sig velkommen, fordi folk taler sammen i en ordentlig tone og lytter til hinanden i stedet for at hengive sig til hån, latterliggørelse og mobning.

Niels Frid-NielsenKulturkommentator, forfatter, København

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Af og til opstår der en mulighed for at gennemføre ting, som hidtil har været uladsiggørlige. Et historisk vindue åbner sig, hvor luftkasteller kan blive til virkelighed. Et sådant vindue åbner sig lige nu for en dansk version af Facebook.

Præsident Trumps handelskrig mod resten af verden har fået mange til at sætte USA på pause. I erhvervslivet overvejer eksportvirksomheder, om de skal blive i USA, til trumpismen driver over, eller om man skal satse på nye markeder i stedet for det amerikanske.

Salget af den tidligere så smarte Tesla-elbil styrtdykker.

Mange har sat ferierejser til USA i bero og forsøger sig nu med europæiske vine i stedet for de prægtige druer fra Californien og andre steder i USA. Men, som vi ved fra psykologien, kan selv den værste krise også blive begyndelsen til noget nyt og spændende.

Techgiganterne med Facebook, Google og YouTube i spidsen har længe udfordret Europa med deres mangel på lyst til at tage samfundsansvar. De har hverken lyst til at redigere den hadefulde tale, spot og hån, der åbenlyst trives på deres platforme. Deres bidrag til samfundsøkonomien er ligeledes sparsomme, hvis de overhovedet bidrager med f.eks. betaling af skat.

EU har som de første i verden vedtaget lovgivning, der regulerer techgiganterne. Herhjemme diskuterer vi, om vi kan følge EU-lovgivningen op på nationalt plan.

På Copydans mediekonference for nylig på Christiansborg efterlyste Rosa Lund (EL), at Danmark holder op med at bruge EU som undskyldning for ikke at lovgive om techgiganterne. Ved samme lejlighed efterlyste hun en dansk Facebook. Bertel Haarder (V) var enig, men tilføjede, at det nok var mere realistisk at finansiere en Facebook i nordisk regi.

Hvis konferencen var et fingerpeg om, at man fra Enhedslisten til Venstre vil arbejde for en dansk eller nordisk Facebook, så åbner der sig et mediepolitisk vindue af historiske dimensioner.

For vi har brug for en dansk eller nordisk Facebook, der redigeres efter nordiske værdier og principper, og som betaler skat i de lande, den opererer i.

Vi har brug for en dansk Fjæsbog, som mediet kaldes i folkemunde, hvor samtalen foregår i en ordentlig tone, folk føler sig velkomne, selv om de ikke er tastaturkrigere, og hvor man forstår at lytte konstruktivt til hinanden i stedet for at håne, latterliggøre og mobbe alle, der ikke deler ens egne synspunkter.

Jeg ved, at en dansk Fjæsbog vil få langt færre brugere end amerikanske Facebook. Men jeg ved også, at en dansk Fjæsbog vil bidrage mere til den demokratiske samtale og dialog, end amerikanske Facebook formår.

Mange vil sige, at det er umuligt, at det er for sent, og at der ikke er noget alternativ til techgiganterne. Men er det en undskyldning for ikke at gøre forsøget?

Lad os få den danske Fjæsbog nu, om vi så skal finansiere den ved en fælles indsamling. Det vil bare gøre den danske Fjæsbog endnu mere folkelig.

En dansk fjæsbog vil være som at få frisk luft, når man åbner vinduet. Det vil være et vigtigt første skridt ud af det mørke, det internationale mediemarked i disse år befinder sig i.