Mobilfri skole er årets største floskel

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mobilfri skole er i den grad et varmt emne. Yes, skærme er skidt, fysisk leg er fed.

Vi kender retorikken, og vi er måske også lidt trætte af den i den offentlige debat. Jeg er i hvert fald.

For mig at se er der tre kæmpestore problemer med flosklen mobilfri skole. Lærerne har styr på det – det er fritiden, der er problemet.

Det første problem er, at lærerne godt kan finde ud af at sætte retning for mobilforbruget. Det er i fritiden, at eleverne bruger telefonen til alt det usunde. Og jeg er ked af at skuffe jer alle sammen, men bare fordi du løser andengradsligninger i skolen, betyder det ikke, at du tager dem frivilligt med hjem i fritiden.

Jeg kan personligt være bange for, at et forbud vil avle mere skærmtid, fordi eleverne før og efter skole vil suge det blå lys ud, inden de rammer skolens mobilfri zone.

Derudover er mange skoler allerede mobilfri i den forstand, som politikerne tænker det. Jeg kender ikke en eneste lærer, som tillader TikTok midt i digtanalyse i dansk. Men jeg kender lærere, der har planlagt et gps-løb rundt på skolen, hvor eleverne bruger deres telefon som kort.

Det er så forfejlet at tro, at et sådant forbud vil ændre noget. Lærerne ved godt, hvilke platforme der er sunde for deres elever, og hvilke der ikke er.

Det andet problem er arbejdsbyrden. Hvem skal være den, der håndhæver forbuddet?

Sådan en mobilindsamling kan sagtens tage 20 plus minutter og kan gøre flere elever i så dårligt humør, at det decideret sætter en mur op for at modtage faglig viden.

Jeg talte for nylig med en elev, som sagde, at så snart hun så mobilkassen på lærerens bord om morgenen, blev hun sur. Det er en ret naturlig følelse for eleverne – de får frataget en del af deres identitet, og den bliver låst væk.

Det betyder ikke, at vi bare skal tænke, at mobilforbruget skal sættes fri, men det kræver samtaler i hele barnets netværk – og nok i hele samfundet.

Det tredje problem er den sociale slagside, der følger med forbuddet. Der vil være hjem, hvor man har ressourcerne til at tale med børnene om, hvorfor et forbud i skolen også bør gælde på værelset derhjemme. Hjem, hvor de voksne kan skabe reelle alternativer til skærmtid. Hjem, hvor der er brætspil og nybagte boller på bordet, når børnene kommer hjem fra skole, og hvor samtalen er omdrejningspunktet.

Men så er der også de andre hjem. Hjem, hvor overskuddet er knapt. Hvor de voksne har været på hårdt fysisk arbejde i mange timer og ikke har energien til at tage snakken om skærme. Hvor børnenes skærmforbrug faktisk giver de voksne en lille pause.

Vi er nødt til at være omsorgsfulde og tale med børnene om deres skærmforbrug i stedet for at stå med den voksne pegefinger og dele designede løsninger ud fra skrivebordet.

Inddrag nu for syvsytten dem, det her handler om: eleverne, lærerne og forældrene. Det er ikke skolens opgave alene. Det er hele vejen rundt.