Fortsæt til indhold
Debatindlæg

Hvor er den borgerlige kritik af Israels folkedrab?

Vi skal også kunne sige, at Israel, vores gamle ven, er ude på et helt vildt skråplan.

Nikolaj Leed HenriksenKonsulent, folketingskandidat, (V), Aarup

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg er borgerlig, og jeg er bekymret. Jeg har altid set Israel som et demokratisk fyrtårn i en region, hvor demokrati og menneskerettigheder ellers ikke har gode kår. Jeg har haft fuld forståelse for, at Israel var nødt til at slå tilbage på Hamas efter dets afskyelige terrorangreb den 7. oktober 2023. Men prisen er for længst blevet for høj, og der findes ingen undskyldning for Israels fremfærd.

Herhjemme er det min oplevelse, at borgerlige ikke rigtig kan tåle at tale om det. Hvor mange borgerlige kræfter var hurtige til at fordømme Hamas og støtte Israel efter angrebet, er de samme aktører tavse i forhold til at råbe op om Israels deciderede overgreb på den palæstinensiske befolkning, der af FN nu karakteriseres som folkedrab. Hvis den danske borgerlighed skal have nogen som helst form for troværdighed, når det kommer til at støtte menneskerettigheder og at bekæmpe folkedrab, så skal vi også kunne tåle at sige, at Israel, vores gamle ven, er ude på et helt vildt skråplan.