Lærte vi egentlig noget af Muhammed-tegningerne?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I tirsdags var det 20 år siden, at Jyllands-Posten offentliggjorde Muhammed-tegningerne – de 12 karikaturer af profeten. Avisen tog dengang hul på en nødvendig debat om retten til at ytre sig frit.

Tegningerne blev symbolet på, at islamistiske kræfter ikke må få lov til at diktere vores samfundsorden. I dag er truslen stadig reel – det viser den såkaldte koranlov tydeligt. En lov, som aldrig burde være indført af SVM-regeringen, og som den nu stædigt holder fast i.

Man fristes til at spørge, om vi egentlig lærte noget af perioden med Muhammed-tegningerne?

Den 30. september 2005 er en vigtig dag for alle os, der vil demokratiet. Den dag blev ytringsfriheden manifesteret. Tegningerne var et vigtigt og modigt indspark i samfundsdebatten.

Og endnu vigtigere insisterede Jyllands-Posten på at tage fat på de svære spørgsmål om konsekvenserne af indvandringen fra de muslimske lande – samt den frygt og selvcensur, der allerede dengang var begyndt at præge den offentlige samtale.

Dog må vi mange år efter erkende, at lektien fra Muhammed-krisen ikke er taget alvorligt nok. For siden da har både Danmark og flere europæiske lande givet efter for islam.

Det ses desværre i mange eksempler, hvor den islamistiske vold og flere terrorangreb har sat sig som dybe spor og bragt vores ytringsfrihed under pres: Charlie Hebdo, Bataclan, mordet på Samuel Paty – og herhjemme Krudttønden.

Senest er det kommet frem, hvordan Imam Ali-moskéen på Nørrebro fungerer som Teherans forlængede arm og spreder iransk indflydelse i Danmark.

Samtidig ser vi, at debatten om krigen i Gaza undgås i vores folkeskoler, fordi lærere frygter voldsomme reaktioner. Truslen mod ytringsfriheden er med andre ord fortsat højst nærværende – og det er en konsekvens af, at alt for mange af de muslimer, der lever i vores samfund, ikke deler de vestlige og demokratiske værdier, som ellers udgør fundamentet for vores fællesskab.

Netop af den grund er det afgørende, at vi står fast på ytringsfriheden. At vi ikke underkaster os sharialov og religiøse normer, men tør sige tingene, som de er. Det gør det desto mere grotesk, at regeringen har indført en lov, der reelt bøjer sig for islamisk fundamentalisme og stækker ytringsfriheden.

Her taler jeg selvfølgelig om koranloven, som SVM-regeringen vedtog i 2023. Et demokratisk makværk uden lige. Godt nok var det for at undgå diplomatiske kriser, sagde man. Men det argument holder altså ikke. For prisen har været en reel indskrænkning af ytringsfriheden og en større berøringsangst over for islam.

Sådan en lov sender et farligt signal. Den viser, at vi som samfund er villige til at give efter for presset fra den muslimske verden. Og at det for voldelige islamister godt kan betale sig at lægge pres på vores demokrati.

Det er præcis den glidebane, vi må undgå. Koranloven risikerer at kvæle den offentlige debat, fordi folk ikke længere tør sige, hvad de mener. Usikkerheden om, hvor grænsen går, skaber selvcensur. Et demokrati kan ikke overleve på frygt og tavshed. Det lever af en åben dialog, debat og uenighed.

Vi må derfor tage ved lære af, hvad Jyllands-Posten forsøgte at lære os med Muhammed-tegningerne tilbage i 2005. Ikke for at legitimere racistiske budskaber eller diskriminere islam. Men for at forsvare ytringsfriheden i alle dens udgaver.

Ytringsfriheden er nemlig sjældent spor smuk – den er ofte ubehagelig, barsk og til tider provokerende. Men hvis vi først accepterer undtagelser, åbner vi døren for, at friheden ædes op, lov for lov, paragraf for paragraf. Og når først ytringsfriheden er væk, er det for sent at fortryde.

Budskabet er derfor klart. Koranloven hører ikke hjemme i det danske demokrati. Den er et knæfald for islamistiske kræfter og en decideret hån mod alt det, Muhammed-tegningerne mindede os om dengang for 20 år siden.