Har arbejdskulturen i den danske musikbranche nogensinde forladt 90’erne?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jeg har brugt det meste af mit arbejdsliv på at fortælle historier om kunst og kultur. Som journalist på GAFFA interviewede jeg utallige artister, og igen og igen dukkede den samme fortælling op: drømmen om musikken blandet med presset fra en branche, der sjældent gav plads til at trække vejret.

Senere var jeg med til at stifte organisationen Kvinder i Musik, fordi vi blev trætte af de evige undskyldninger for, at kvinder ikke kunne trænge igennem.

Jeg endte selv med at forlade branchen – ikke fordi jeg mistede kærligheden til musikken, men fordi miljøet sled den ned. I dag arbejder jeg i en anden del af kulturlivet som marketingkonsulent på Fredericia Musicalteater, hvor jeg netop nu er med til at sætte musicalen ”What is love” op – en forestilling, der tegner et portræt af 90’ernes popscene med alt, hvad den tid rummede af glimmer, drømme og benhård kontrol.

Da jeg for nylig så DR’s dokumentar om bandet Blæst, føltes det som at se virkeligheden gentage sig. På skærmen udspillede der sig en historie om stress, udskiftninger og et maskineri, der kører videre, uanset hvordan de unge musikere har det.

Det mest slående var scenen fra pladeselskabet: en stor rundkreds af mænd, der lægger strategi for, hvordan de finder bandets »nye pige«. Alt imens bandet allerede er booket til en række koncerter – presset er lagt, og processen skal tvinges igennem.

Og midt i det står den nye forsanger, Sara Sophie Malmros, der i dokumentaren selv er i tvivl om at opgive sit soloprojekt for at træde ind i rollen. Det siger noget om, hvor svært det stadig er at bryde igennem som kvindelig artist på egne præmisser.

På scenen i Fredericia møder vi Lisa, Peter og Amir – tre unge, fiktive artister i 1995, hvis historie er inspireret af virkelige hændelser. De jagter deres drømme, men slås med præcis de samme kræfter: pladeselskabernes kontrol, evig præstationsangst og det svære valg mellem kunstnerisk integritet, mental sundhed og økonomisk overlevelse.

Når vi viser forestillingen aften efter aften og samtidig tænder for DR’s streamingtjeneste, kan jeg ikke lade være med at undre mig: Hvorfor er det stadig mange af de samme mekanismer, der styrer dansk musikliv?

Publikum griner og gyser over, hvordan 90’ernes popscene blev styret af pladeselskaber og kyniske deadlines – men bagefter kan man åbne en avis og læse historier, der ligner til forveksling.

Det, vi troede var fortid, viser sig igen og igen at være nutid. Og måske er det netop det, der er mest tankevækkende: at vores musical ikke kun er et nostalgisk tilbageblik, men i lige så høj grad en kommentar til den virkelighed, unge musikere lever i her og nu.

På de 30 år, der er gået, siden vores musical tager sit afsæt, er verden blevet vendt på hovedet. Vi har skiftet fastnettelefonen ud med smartphones. Vi har kunstig intelligens, der kan skrive tekster, komponere musik og endda efterligne stemmer. Vi har elbiler, der suser lydløst gennem gaderne.

Arbejdslivet i de fleste brancher er blevet reguleret af helt nye krav til arbejdsmiljø, ligestilling og mental trivsel. I sportens verden er der faste protokoller for at beskytte atleter mod skader og stress. I film- og tv-branchen har MeToo rykket magtstrukturer, som engang virkede urokkelige.

Selv byggebranchen – et af de mest klassiske mandefag – må forholde sig til regler for psykosocialt arbejdsmiljø.

Men i musikken? Her står vi næsten stille.

Ifølge Kodas nyeste kønsstatistikgik kun omkring 10 pct. af de samlede udbetalinger i 2023 til kvinder, selvom de udgør cirka en femtedel af medlemmerne.

For femte år i træk var der heller ikke en eneste kvinde blandt de 10 mest indtjenende rettighedshavere på Kodas største udbetalingsområder – streaming, radio, tv, koncert og udland.

Gramex’ seneste talviser dog en lille bevægelse: i 2024 gik 27 pct. af de samlede radioudbetalinger til kvinder, og blandt hovedartister var andelen 31 pct. Men ser man på de mange musikere bag navnet – sessionsmusikere, bandmedlemmer og korsangere – gik næsten 9 af 10 udbetalte kroner stadig til mænd.

Og ifølge rapporten Danish Music in Numbers 2024kan det med den nuværende udvikling tage mere end 100 år at opnå reel kønsbalance i dansk musikliv. Med andre ord: Selv når vi ser fremskridt, går det ekstremt langsomt – og resultaterne slår sjældent igennem på den økonomiske top.

Samtidig viser den internationale scene, at udviklingen kan gå en anden vej. Kvinder som Taylor Swift, Beyoncé, Charli XCX, Sabrina Carpenter og Chappell Roan sidder tungt på både hitlister og forretning – de ejer deres masters, deres turnéer og deres narrativ.

I Danmark ser vi også stærke stemmer som Tessa og Anika markere sig, men som Sara Sophies tvivl i Blæst viser, er det fortsat svært at slå igennem på egne præmisser og blive økonomisk bæredygtig uden at gå på kompromis.

Det er præcis den udfordring, vi allerede ser i tallene: Kvinders position i dansk musikliv bliver alt for sjældent omsat til varig indflydelse eller reel økonomi.

Jeg ved, at mange arbejder for at ændre det – jeg har selv set indsatsen indefra. Og jeg har sågar selv arbejdet med den.

Men hvorfor sidder jeg endnu en gang og ser en dokumentar fra dansk musikliv, hvor det kun er mænd, der har plads ved det runde bord?

Hvorfor presser man et band med en unødigt stram deadline, når man ved, at de allerede har haft stresssygemeldinger? Hvorfor føles det vigtigere at overholde en turnéplan end at beskytte de mennesker, der skal få den til at ske?

Og hvorfor mærker de unge musikere så sjældent de gode intentioner i praksis?

Jeg troede ærligt, at vi – med bevidsthed, kampagner og MeToo – var i gang med at flytte noget. I dag i teaterbranchen oplever jeg et andet tempo. Vi kan også have lange prøvedage og høje ambitioner, men vi taler åbent om pauser, om balance, om ligestilling – og vi bliver målt på det, når vi modtager offentlig støtte.

Helt lavpraktisk er kvinderne f.eks. i klart overtal på vores egen administrationsgang her i Fredericia. En stor kontrast til det rum, vi ser hos pladeselskabet i DR’s dokumentar om Blæst.

Jeg kan ikke slippe tanken: Vi har i løbet af tre årtier forandret stort set alle aspekter af vores samfund. Vores teknologi, vores arbejdsmarked, vores syn på ligestilling og vores forståelse af mental sundhed.

Ja, der er kommet en ny bevidsthed i musikbranchen – vi har set Tobias Rahim og andre musikere blive mødt med respekt, når de vælger at trække stikket af hensyn til deres mentale helbred. Det er et skridt i den rigtige retning.

Men hvorfor skal det først komme dertil? Hvorfor er systemet stadig indrettet sådan, at vi venter, til kunstnerne selv bryder sammen, før der reageres?

I dokumentaren om Blæst ser vi et band, der allerede har været ramt af stresssygemeldinger, men som alligevel presses ind i de samme gamle mønstre. Det ligner en branche, der har lært meget lidt – eller vælger at glemme det, så snart næste hit skal produceres.

Så spørgsmålet er ikke, om vi kan ændre det. Det er, hvorfor vi stadig ikke gør det? Og hvordan vi undgår, at en ny generation af musikere sidder om 30 år og fortæller de samme historier én gang til.