De danske myndigheder gik for langt for at hjælpe DAC

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Jyllands-Posten har set på det danske entreprenørkonsortium Danish Arctic Contractors (DAC) og det tætte samarbejde mellem DAC og de danske myndigheder.

Jeg har selv med inddragelse af kilder fra danske og amerikanske arkiver tidligere undersøgt perioden i 1950’erne, hvor DAC blev grundlagt og fik de første store ordrer.

Min forskning viser, at de danske myndigheder prioriterede danske erhvervsinteresser så højt, at de for at fremme erhvervsinteresserne var villige til at spille det såkaldte ”Grønlandskort”, som gav danske fordele til gengæld for vidtrækkende amerikanske militære rettigheder i Grønland.

De danske myndigheder var endda villige til at gå så langt for et specifikt dansk konsortium (DAC), at det endte med at blive konkurrenceforvridende og på bekostning af andre danske virksomheders interesser.

Forløbet ved byggeriet af radarkæden DEW Line er et klart eksempel på dette, hvilket kun understreges yderligere af, at de danske myndigheders fremme af DAC’s interesser på bekostning af andre danske virksomheder vakte eksplicit undren hos både amerikanerne og internt i regeringen.

Radarvarslingskæden Distant Early Warning Line (DEW Line) blev etableret i Alaska og Canada i 1954, og i forsommeren 1956 foretager amerikanerne de første sonderinger over for de danske myndigheder med henblik på at forlænge DEW Line til også at strække sig over Sydgrønland med fire radarstationer.

I 1958 etableres efter dansk ønske en fælles projektkommission for anlægsprojektet, hvori de danske myndigheder ganske usædvanligt lader en tidligere DAC-medarbejder, civilingeniør Ole Buhl, indgå som officiel repræsentant for den danske regering. Buhl arbejder loyalt for at fremme DAC’s interesser, og det får betydning, da der i juni 1958 etableres et stort konkurrerende dansk entreprenørkonsortium, Danish Construction Corporation (DCC).

Et referat af et møde i projektkommissionen i oktober 1958, hvor Ole Buhl og Grønlandsministeriet deltager, viser, at det er amerikanernes indstilling, at DCC bør kunne deltage i licitationen på lige fod med DAC.

Danskerne fastholder imidlertid med henvisning til tidligere drøftelser i maj, at DAC skal udføre dele af det forberedende arbejde som underentreprenør for en amerikansk hovedentreprenør, mens DAC enten alene eller i joint venture med et amerikansk firma skal stå for byggeriet af de to kyststationer, der indgår i radarkæden. Over for dette synspunkt understreger det amerikanske ingeniørkorps, at DAC alene har været nævnt eksplicit tidligere, fordi ingen andre kvalificerede danske firmaer eksisterede på daværende tidspunkt.

Korpset har ikke tolket drøftelserne således, at man har forpligtet sig til et specifikt dansk firma, for det har aldrig været hensigten at give en navngiven entreprenør fortrinsret til fremtidige opgaver: »A decision of the Commission to limit Danish participation to one contractor and exclude competi­tion of other Danish firms must be construed as based on a decision of the Danish Government.«

Den danske optræden i sagen vækker ikke kun undren hos amerikanerne, men også internt, hvor Udenrigsministeriet i april 1959 tager sagen op over for Grønlandsministeriet.

Grønlandsministeriets ageren over for DCC er efter Udenrigsministeriets vurdering »lidet hensigtsmæssig«, for den vil give de amerikanske myndigheder indtryk af, at man ønsker »at befæste DAC i en monopolstilling«. Det bør efter Udenrigsministeriets opfattelse ikke være de danske myndigheders opgave at gå ind for et bestemt firma, når konkurrence mellem danske virksomheder ikke kan skade de danske interesser, snarere tværtimod.