Naturen er min kulturarv: Hvorfor ødelægger I den?

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Der fældes skove i vildskab over hele landet. Fra Pamhule, Thy, Gribskov, Fur, Silkeborg og mange, mange andre steder lyder det: Lad vores skove stå!

Fra Folketinget lyder det: Vi skal ikke mere have skovbrug i Danmark, derfor fældes alle ”granplantager”. Alle granplantager er af biologerne defineret som ensartede, kedelige og uden liv. Sideløbende udråbes store områder løvskov til såkaldt urørt skov. Det betyder, at der tyndes ud i løvskoven, så der bliver lysåbne arealer, og ældre træer skæres eller brændes i barken, så de går ud.

Man siger, at i krisetider er det vigtigt at have noget, der ikke har ændret sig gennem generationer. Vi holder fast i historien, kulturen, kongehuset og kirken. Det er steder, hvor vi kan hente trøst, viden og stabilitet. Troen på, at fremtiden nok skal blive god. Vores kulturarv er så vigtig.

Under coronaen var det naturen, vi fandt trøst i. Og mange fik øjnene op for, hvad naturen kan. Ligesom de øvrige ting er naturen vores kulturarv. I århundreder har Naturstyrelsen forvaltet denne – vores kulturarv – på bedste vis. Men det er slut.

Denne smukke kulturarv, som jo også indeholdt store produktionsskove, som blev fældet nænsomt og genplantet, har også i århundreder været garanti for, at vi kunne være selvforsynende med træ. Under Anden Verdenskrig blev der tyndet godt ud i skovene, for der var brug for træ til at fyre med. Det gav god mening, og træerne er vokset op igen. Den situation kan vi komme i igen.

Bøgeskoven er fantastisk, når den springer ud. Men en granskov er dejlig året rundt, for i den findes roen, jeg hører fuglesangen, hører spætten hakke efter føde og ser egernet smutte til tops i træet for at spise en grankogle. Jeg spiser blåbær om sommeren og finder svampe, mos og kogler om vinteren. Her er masser af liv året rundt – når man har øje for det.

Den glæde ville jeg gerne give videre til kommende generationer. For det er også her i troldeskoven, at eventyret findes. Eventyret om troldene, der samlede forråd til at imødegå en hård vinter. Den mørke granskov indeholder også eventyrets magi.

Jeg nyder, at vi er mange, der får motion og glæde i naturen. Folk vandrer, nogle med oppakning, man rider, cykler, løber, dyrker yoga og styrketræning.

Folk overnatter i hængekøje mellem to træer, mens de lytter til naturens lyde og spejder efter en flagermus. Krigsveteraner og mange andre bruger naturen som helbredelse. Ja – naturen har i sandhed helbredende kræfter for os alle.

Ifølge biologerne skulle det give større biodiversitet, at skovene fældes – men der er ikke fremført beviser. Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke kan forstå, at det giver flere arter, når man fjerner de vilde dyrs levesteder. For tilbage ligger store stakke af grene, som vel kan være bolig for en mus – som var der i forvejen.

Synet af de stakke af visne grene gør mig deprimeret, for de signalerer død og ødelæggelse. Samme stakke af grene er lagt der for at vi, der bruger naturen, ikke længere skal være der. Man føler sig uvelkommen nu. Tidligere omfavnede naturen mig, når jeg trådte ind i den – fuglesangen fra trætoppene løftede mit humør.

Denne voldsomme fældning er så uigenkaldelig. Naturens lyde og dyr er væk. Naturen med al dens magi og helbredende kræfter er væk. Savværkerne må finde træ i udlandet – det samme må vi.

Om 100 år er der en ny skov – på landmandens mark. Men skovene er tilknyttet et bestemt område, de har en sjæl, kultur og en historie, som man ikke kan plante et nyt sted.

Staten har taget vores kulturarv fra os.