Det er ikke finere at være cand. et eller andet end at være sosu. Men vi taler, som om det er det

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Forleden kunne man læse, at det skulle være mere imponerende at gennemføre fem års studier på Københavns Universitet end at bestå læreruddannelsen.

Man kunne fristes til at tro, at afsenderen har savnet en dygtig lærer i sin skoletid. Men ser man op fra avisen, står det klart: Det er ikke et enkeltstående uheldigt synspunkt. Det er et symptom på en tendens, vi alt for længe har ladet stå uimodsagt.

“Uddannelsessnobberi” er et slidt ord, men udtalelsen rammer kernen af problemet: Vi er i Danmark blevet alt for dårlige til at hylde forskellighed. Et Danmark, der kun hylder én slags præstationer, ender med at gøre sig selv dummere. Et Danmark, der hylder forskelligheden, bliver klogere. Uden forskellige kompetencer og retninger i livet ville vi stagnere som vidensnation. Vindmøller kan ikke snakkes op af jorden, og Danmarks velstand hviler ikke alene på et fundament af kandidatspecialer.

For mig er det mere imponerende at se min klassekammerat cykle til skole hver dag i regn og blæst, end det er at læse, at Vingegaard har vundet Vueltaen. På samme måde aner jeg ikke, hvem verdens bedste golfspiller er – men jeg er oprigtigt imponeret, når min ven laver en birdie på banen i Ikast.

Pointen er ikke, at mine oplevelser er mere “sande” end andres. Derfor sparker jeg heller ikke nedad, når jeg ser folk valfarte til rådhuset for at hylde Vingegaard. Jeg anerkender, at det er ekstraordinært – selvom det ikke giver mig gåsehud.

Men med den retorik, som bliver lagt for dagen om, at det er flottere at tage en akademisk uddannelse end at sidde bag kassen i Fakta, saver vi grenen over, vi selv sidder på. Sandheden er, at uden lærere havde vi ingen jurister, uden pædagoger havde vi ingen direktører, og uden håndværkere havde vi ingen universiteter.

Derfor bliver det også absurd, når nogen vil rangliste uddannelser efter sværhedsgrad. Forskellige uddannelser kræver åbenlyst forskellige kompetencer – og gud ske tak og lov for det. Jeg ville elske at se dem, der prædiker prestige over det akademiske, styre 4.b fra den lokale folkeskole på udflugt. Kønt bliver det næppe. Og det er værd at huske, at den direktør, der i dag sidder for bordenden, kun kan gøre det, fordi en pædagog engang tog hans hånd i barndommen.

Det eneste, der uden diskussion er sværere ved en CBS-uddannelse kontra en erhvervsfaglig, er at udtale graden, de honoreres med efterfølgende. Her blander de engelsk og dansk på en måde, der indikerer, at de vist bedre kunne bruge et år tilbage på skolebænken med en god pædagog end at læse europæisk business.

Når ens værd gøres op i, om man kan skrive cand. et eller andet på sit cv, negligerer vi det ansvar og de særlige kompetencer, det kræver at være lærer, pædagog eller sosu, bare for at nævne nogle få.

I Danmark er vi ikke så smålige, at vi ikke kan se sammenhængen mellem vores forskelligheder og anerkende, at vi er gensidigt afhængige af hinanden.

Så lad os droppe bashing af alle uddannelser og professioner, lad os behandle rengøringsdamen med samme respekt som direktøren og for en gangs skyld blive bedre til at værdsætte friheden til forskellighed og styrken heri.