Vi må erkende det: Danmark er nu en frontlinjestat

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Man kan uden at overdrive konstatere, at Danmark i den seneste tid har oplevet et historisk paradigmeskift.

Statsministerens meddelelse om, at Danmark i fremtiden skal råde over længererækkende præcisionsvåben, som skal tjene som afskrækkelse, har skabt diskussion og en kraftig reaktion fra russisk side.

Den russiske ambassadør, Vladimir Barbin, har karakteriseret regeringens udspil som »ren galskab«, og herhjemme er der nogle, der mener, man ikke skal tirre bjørnen.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, har under FN’s generalforsamling hævdet, at Rusland ikke har til hensigt at angribe Europa, men at enhver aggression vil blive mødt med »en beslutsom respons«.

I den seneste uge har landet været plaget af droner, der har overfløjet lufthavne og militære anlæg, og det ligner unægteligt et forsøg på at skræmme livet af danskerne og kue dem.

Mette Frederiksens respons er tydelig: »Det er en hybridkrig, som vi ser udspille sig på dansk grund, som vi også ser i andre europæiske lande. Vi ser cyberangreb den ene dag, hackerangreb, droner, og så er det sabotage. Jeg tror kun, vi har set begyndelsen af de angreb, der kommer ind.«

Og adressen er tydelig: »Der er ét land derude, der udgør en primær trussel mod Europa. Og det er Rusland.«

Regeringen er klandret for uforberedthed, men det viser sig, at andre europæiske lande, f.eks. Norge, Tyskland og Polen, befinder sig i samme situation. Det er netop meningen med EU-topmødet i København, hvor der skal tages stilling til opbygning af en dronemur.

Ifølge Center for Strategic & International Studies står den russiske militære efterretningstjeneste GRU for en aggressiv kampagne af undergravende virksomhed og sabotage mod europæiske og amerikanske mål som supplement til Ruslands brutale konventionelle krig i Ukraine. Antallet af russiske angreb mod transport, administration, kritisk infrastruktur og industri er næsten tredoblet mellem 2023 og 2024, men vestlige lande har ikke udviklet en effektiv strategi mod disse angreb.

Det var en artikel af den russiske generalstabschef, Valery Gerasimov, i 2013, der udfordrer den gængse opfattelse af krigsførelse og inkluderer ikke-militære midler som politik, økonomi og information for at opnå politiske og strategiske mål. Rusland har været førende i denne form for krig, der sidenhen er døbt hybridkrig.

Desuden viser en undersøgelse i Financial Times, hvordan en hemmelig russisk militær enhed GUGI har kortlagt vores kritiske undersøiske infrastruktur, som er nødvendig for adgang til internet, energi, militære kommunikationer samt finansielle transaktioner.

Udfaldet af krigen i Ukraine er afgørende for vores sikkerhed, da der er frygt for, at Putin overvejer at udvide krigen med et angreb på et europæisk land, og et baltisk land, f.eks. Estland med sit russiske mindretal, kunne være et mål. Strategisk står Danmark som vogter til Østersøen, og derfor kan det ikke undslå sig sit ansvar i konflikten med Rusland.

En opgradering af det danske forsvar har været længe forsinket. I 2021 måtte forsvarsminister Trine Bramsen indrømme, at hæren først i 2024 kunne opstille en middeltung brigade med »udeståender«, der omfattede en mangel på soldater, ammunition, luftværn og logistik.

Det var først efter Ruslands invasion af Ukraine i 2022, at fem af Folketingets partier indgik et forsvarsforlig, og forsvarsforbeholdet blev afskaffet. Det var i februar i år, at statsministeren opfordrede forsvarschefen til »køb, køb, køb«. Nu er der enighed om, at en tung kampklar brigade senest i 2032 vil leve op til Natos mål, og at brigadens kampafgørende kapaciteter skal være klar i 2028.

Der er ikke længere tvivl om, at Danmark er en frontlinjestat, og det, der nu kræves, er sammenhold.