Vi er ikke en invasiv art. Vi er bare trætte af jernmarker

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Olivia Kjøng Østergaard fra Radikal Ungdom langer i et debatindlæg her i Jyllands-Posten hårdt ud efter os, der sætter spørgsmålstegn ved placeringen af solcelleparker og vindmøller.

Hun kalder vores modstand for en »invasiv art« og påstår, at vi blot klager over en ændret udsigt fra vores køkkenvindue.

Det er en hån mod os, der hver dag kæmper for vores hjem, lokalsamfund og fremtid.

For lad os slå det fast: Vi er ikke nogen invasiv art. Vi er borgere på lige fod med alle andre.

Vi er mennesker, der bor, lever og investerer i de lokalsamfund, som nu er ved at blive kvalt af gigantiske, grimme jernmarker og vindmølleprojekter.

At reducere vores kamp til et spørgsmål om egoisme er både grotesk og fuldstændig respektløst.

Virkeligheden er, at disse projekter splitter vores bysamfund ad i atomer. Når landskaber forvandles til grimme jernmarker, mister vi ikke bare vores udsigt – vi mister vores livskvalitet og glæde ved at bo der, hvor vi ellers altid har elsket at bo.

Hvem har lyst til at bosætte sig i et område, der er omringet af solceller og skyggekast fra kæmpevindmøller?

Når folk flytter væk eller slet ikke flytter til vores mindre lokalsamfund, betyder det færre børn i den lokale folkeskole, færre kunder hos den lokale købmand og langsom død for det lokale foreningsliv.

Det er konsekvenserne, de er alvorlige og skal tages seriøst.

At påstå, at solceller blot ses ”på en køretur”, er en direkte løgn. I nogle lokalsamfund er vi direkte omringet af jernmarker, og flere samfund risikerer samme triste skæbne. Vi ser dem fra køkkenet, fra stuen, fra børneværelset og fra vores haver.

Det handler ikke om forfængelighed – det handler om, at hele byer og lokalsamfund bliver indrammet af jernmarker. Og kæmpe vindmøller.

Og jo, det er en katastrofe for de mennesker, der oplever massive værditab på deres huse og ejendomme. Vi er mange, der har valgt at bosætte os på landet, fordi vi vil have fred, natur, idyl og et sundt lokalsamfund i vækst.

Den grønne omstilling er nødvendig – det anerkender vi. Men løsningen er ikke at ofre landdistrikterne. Solceller hører til på tage, ikke på marker. Vindmøller hører til på havet, ikke i baghaverne til vores landsbyer.

Det er muligt at gå den grønne vej uden at tromle over vores landdistrikter og smadre dem på vejen.

Så lad os få én ting på plads: Det her er ikke et opgør mellem klimahensyn og egoisme. Det er et spørgsmål om rimelighed og respekt for alle os, der helt bevidst har bosat os i landdistrikterne, fordi vi elsker naturen, freden, fællesskabet og idyllen.

Hvis politikerne virkelig ønsker en bæredygtig fremtid, så må de også lytte til os, der bor uden for de store byer.

Vi kæmper ikke imod klimaet – vi kæmper for vores hjem, lokalsamfund og fællesskab, som vi har kær.