Drop ordet “æresdrab”: Et drab er et drab
Det giver ikke mening at bruge ordet "æresdrab" – specielt ikke, fordi der intet ærefuldt er ved at begå drab af den grund.
Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.
Ord som “æresdrab” og “æresrelaterede drab” fik for årtier tilbage sneget sig ind i det danske sprog.
Nu står de tilmed i Den Danske Ordbog og bruges igen og igen i vores medier samt formuleringer, skriv eller definitioner fra myndighederne. Og det er faktisk ret vildt, at det så ukritisk er blevet optaget i vores sprogbrug og hovedløst bruges til at definere nogle af de værste forbrydelser, der findes. Ja, mit hoved er faktisk ved at eksplodere over, at vi overhovedet bruger ordet “ære” i forbindelse med drab. For der er intet – som i intet – ærefuldt i at slå et andet menneske ihjel.
Det er en meningsløs sammensætning af ord. Lige så absurd, som hvis vi begyndte at tale om “æres-cykeltyveri”, “æres-indbrud”, “æres-narkosmugling” eller “æres-bankrøveri”. Det giver absolut ingen mening. Og vigtigst – det er med til at tilsløre alvoren af drab på piger og kvinder.
Tværtimod er det usselt og ynkeligt at slå et menneske ihjel. Og i min optik er det en skærpende omstændighed, når det er ens eget familiemedlem. En person, man burde beskytte og passe på.
Vi har et ansvar — over for ofrene og alle de efterladte — til konsekvent at omtale handlinger for, hvad de er: drab. Når vi bruger ordet “æresdrab”, kommer vi til at tage ofrenes lidelser mindre alvorligt. Det indlejrer en slags forklaring, der i praksis mildner forbrydelsen. Og det er et svigt over for de kvinder, der udsættes for vold eller i værste fald mister livet, fordi deres familiemedlemmer har et patriarkalsk, middelalderligt og barbarisk, ja morderisk menneskesyn. Menneskesyn, som intet har at gøre i et moderne samfund.
Vi lever i Danmark. Vi lever i 2025. Og vi er et moderne demokrati og et ligestillet samfund. Og lad os slå fast en gang for alle: Der er intet ærefuldt i at dræbe. Stop det en gang for alle. Derfor bør vi droppe begreber som “æresdrab”, “æresvold” og “æresrelaterede konflikter” i medier, i myndighedssprog og i vores ordbøger. For ord betyder noget. De former, hvordan vi forstår verden. Og når vi taler om drab, skal vi kalde det, hvad det er: et drab. Punktum.