Mette Frederiksen bør ikke stå alene med sin undskyldning – dansk hyggeracisme skylder også grønlænderne

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

De mange ofre for spiralkampagnen, som var mødt op i kulturhuset Katuaq i Nuuk forleden til markeringen af den officielle undskyldning i spiralsagen, siger meget om grønlandsk vilje til at lytte og om en utrolig evne til at bære det ubærlige uden at miste værdighed.

Det var både rørende og bevægende at se, hvordan de berørte kvinder i en fælles sorg og med et fælles ønske trådte ud af afmagten i fælles styrke og forståelige krav om anerkendelse af de store personlige tab, de har lidt.

På samme måde fortjener statsministeren og formanden for Naalakkersuisut respekt for at tage ansvaret for årtiers svigt på sig og sige undskyld.

Billederne fra Katuaq var stærke vidnesbyrd om øjenkontakter mellem mennesker, som tydeligt viste, hvor dybt denne sag stikker i den grønlandske folkesjæl og i relationen til Danmark, for den ulykkelige spiralsag er, som statsministeren heller ikke har lagt skjul på, ikke det eneste mørke kapitel i en lang fælles historie.

Mens statsministerens udstrakte hånd utvivlsomt er vigtig for en tillidsfuld dialog mellem Grønland og Danmark, så er den ikke tilstrækkelig.

Det politiske spor kan ikke stå alene. Det mellemmenneskelige spor rummer også stor kraft – og stor skadevirkning, når uretfærdigheder ikke adresseres.

Tusinder af grønlændere bor i Danmark, og det er de færreste i Grønland, som ikke på den ene eller den anden måde har tætte forbindelser til Danmark.

På begge sider af Nordatlanten læses sårende og nedladende kommentarspor på de sociale medier, som f.eks. senest kommentarsporet på TV 2 Nyheders Facebook-opslag om markeringen af undskyldningen på statens vegne. Der er stemmer, som kræver taknemmelighed fra grønlænderne, samtidig med at Grønland reduceres til sociale problemer. Disse stemmer høres på begge sider af Nordatlanten.

Ordene og stemmerne kommer ikke fra et flertal af danskerne, men fra mange nok til tydeligt at kunne høres, og en tavs hovedrysten overdøver dem ikke. Og en tavs hovedrysten høres ikke. For en del grønlændere bliver disse stemmer derfor danskernes stemmer.

Der er brug for, at vi som borgere tager et mellemmenneskeligt ansvar på os. Adresserer de dumsmarte bemærkninger og går den uhyggelige hyggeracisme på klingen, hver gang vi møder den.

Vi må møde vores grønlandske medstatsborgere med ligeværdighed, respekt og med samme interesse for deres kultur, som de i årevis har været forudsat at have for vores. Vi kan lære enormt meget af vores grønlandske medstatsborgere. Om værdighed, sindsro, modstandskraft, fællesskab og selvironi. Blandt andet.

I mødet mellem os ligger kimen til et rigere fællesskab på tværs af Nordatlanten. Og til en nødvendig dialog om vores fælles fortid og fremtid. Uanset hvordan den måtte tegne sig.