Vi frygter for at give for meget adhd-medicin. Men min erfaring siger mig, at den er nødvendig

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

På et lærermøde spurgte jeg engang, hvorfor en elev med adhd ikke fik medicin. Lederen sagde, det ikke var skolens opgave at mene noget om medicin. En kollega nævnte, at man havde nævnt det én gang for forældrene, og så måtte det være nok.

Og så kom sætningen, jeg ikke har glemt: »Der er jo også noget sandhed i, at det kan være ødelæggende at give til et barn.«

Jeg fik diagnosen som femårig. Efter snart 24 år på medicin, hvor jeg i dag føler mig både velfungerende og langtfra ødelagt, gik jeg hjem med en blanding af skam og vrede efter mødet. Skam over stadig at have brug for medicin. Vrede over, at samfundet stadig tabuiserer det.

Som barn med galoperende adhd blev jeg placeret i specialtilbud. I dag er jeg lærer. Men jeg undrer mig stadig: Hvorfor opfattes adhd-medicin som farligt og tabubelagt, selv når det kan ændre liv?

Adhd-medicin bruges i dag markant mere end tidligere, men det er især blandt voksne, at stigningen er tydelig, mens forbruget hos børn og unge kun er vokset lidt. Efter min mening skyldes denne udvikling især forbedrede diagnoser og større åbenhed om adhd-behandling.

Det smerter mig, at samfundet stadig hænger fast i gamle myter, som skaber unødvendig frygt og stigma om medicin.

Det er på tide at se medicin som et legitimt og vigtigt redskab og ikke som en sidste udvej, farligt eller overforbrug.

Jeg fik to piller om dagen. Samtidig blev jeg mødt af tydelig pædagogisk struktur og voksne, der troede på mig. Kombinationen af medicin og pædagogik gav mig ro, overblik og mulighed for at lære. Uden den havde jeg hverken gennemført skolegangen eller uddannet mig til lærer.

Alt for ofte står forældre i et kunstigt dilemma: Skal barnet tage medicin for at kunne tilpasse sig flokken, eller skal flokken tilpasse sig barnet? Men hvorfor opstille det som et enten-eller? For mange virker pædagogik og medicin bedst i samspil.

Det er vigtigt at anerkende bekymringer om medicin, for nogle kan bivirkninger være en udfordring, og frygten for overmedicinering er reel. Men at lade bekymringer stå i vejen for åben dialog risikerer, at børn går glip af nødvendig støtte.

Jeg føler mig ofte forkert i samfundet. Det, der hjalp mig og stadig hjælper, omtales ofte som en sidste udvej eller noget, man helst bør undgå. Som om det er bedre at lade barnet mislykkes i skolen end at give en pille, der kan skabe ro og læring.

Der findes naturligvis også andre metoder såsom samtaleterapi, specialpædagogik, struktur, forudsigelighed og trygge relationer. Men hvorfor ikke bruge hele paletten? Medicin er ikke for alle. Nogle oplever bivirkninger, og nogle har brug for andre løsninger. Men for mange som mig er medicin afgørende støtte.

Problemet opstår, når medicin fravælges på grund af frygt, myter eller manglende viden. Når skolen tier, selvom den kan se, at barnet ikke trives. Når vi ikke tør tage samtalen med forældrene igen og igen, selvom behovet er tydeligt.

Følelser om medicin er komplekse. Nogle føler lettelse, andre usikkerhed. Men at afvise medicin uden at undersøge muligheden er en fejl. Og det er ikke god pædagogik at undlade at tage ansvar for et barns reelle behov, fordi man er bange for at sige noget forkert.

Skolen står i en vanskelig situation. Men den må ikke tie. Den skal samarbejde med forældrene og have modet til at drøfte alle muligheder, også medicin, hvis barnet kan have brug for det.

Uden medicin ville min vej have været præget af uforløste mål og knuste drømme. I stedet har jeg fået et liv med uddannelse, arbejdsglæde og mulighed for at støtte børn, der står samme sted, som jeg gjorde.

Vi skylder børnene en ærlig og åben debat, hvor medicin ikke er tabu, men et værdifuldt redskab i en samlet indsats. Lad os droppe skammen og tage ansvar for at give alle børn mulighed for at trives og lære.