Politiske skyttegrave og populismen gambler med vores fremtid

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Mere end 100.000 mennesker var på gaden til demonstration i London, som blev afholdt af den britiske højrefløjsaktivist Tommy Robinson, der både er tidligere volds- og narkodømt. Blandt talerne var Musk og danske Messerschmidt.

Agendaen bestod af had til EU, had til menneskerettighedskonventioner, had til nuværende politikere, og så blev der opfordret til en opløsning af det britiske parlament fra Musk, som sagde: »You either fight back, or you die.«

Ikke mange dage før det var nærmest lige så mange mennesker på gaden i Madrid til en pro-palæstinensisk demonstration, som endte i sårede politifolk og et aflyst cykelløb.

Står det virkelig så slemt til i vores samfund? Eller er det populismens stigende indtog, som opfordrer til splittelse, had og konfrontation?

Når jeg til daglig sidder i Bruxelles, tænker jeg egentlig mest det sidste. Det er ikke så slemt, som det til tider kan se ud.

Men vi er presset. Se bare i Polen, i Estland og nu også gentagne gange i Danmark, hvor luftrummet krænkes. I nyere tid har vores demokratier aldrig været så pressede, som de er nu.

Putin angriber Europa fysisk, mens Trump og trumpismen er ved at underminere den demokratiske samtale.

I en tid med teatralske ledere, konfrontatoriske demonstrationer, sociale mediers fastholdende algoritmer og smarte oneliners fremstår midten i politik nærmest kedelig.

Fremfor at være på tværs møder vi op i forhandlingslokalerne og taler sammen. Vi vinder og taber, vi giver og tager. Det gør fløjene ikke: De insisterer på deres ideologiske renhed og anerkender slet ikke virkelighedens kompleksitet. Bare fordi det lyder godt på sociale medier, betyder det ikke, at det kan implementeres i praksis.

De vil ikke arbejde sammen om de aftaler, der sikrer EU’s fremtid. Hverken når det kommer til migrationspagter, klimaaftaler eller fælles forsvar. De stemmer insisterende nej til de ting, der sikrer os en bedre fremtid – der forsvarer vores demokratiske model.

Det er en farlig vej at gå. Med fare for at lyde populistisk er jeg bange for, at det kan undergrave alt det, vi har brugt så mange år på at bygge op.

Når vi overlader magten til populisterne, overlader vi magten til et ”alt eller intet”-motto: nuancerne viskes ud, og fronterne sættes knivskarpt op.

»Indvandrerne skal ud, om det så må være på bekostning af konventioner. Klimakampen skal skrottes, om det så må være på bekostning af klodens fremtid.«

Men hvordan skal vores fremtid så se ud? Med et samfund uden et velfungerende demokrati? Med et ødelagt landbrug, der ikke kan dyrkes?

Er det virkelig det værd?

Mere end nogensinde før har vi brug for hinanden i EU. Vi har brug for at kunne skabe seriøse forandringer sammen. Og det kommer ikke hen over en nat, ligesom det ikke sker ved brug af hurtige slogans på sociale medier. Det sker ved hårdt og til tider kedeligt arbejde, ved at lytte til hinanden, forstå, hvilke problemer der skal løses, og løse dem sammen – ved kompromiser og samlende aftaler.

Afviser man dette, afslører man en antidemokratisk — ja, nærmest totalitær — tankegang. Som i Ungarn under Putin og Dansk Folkepartis gode ven Orbán og i de tendenser, vi ser i USA: ét spor, ingen modstemmer. Only one way.

Den tankegang polariserer: Vi taler mindre sammen og bruger mere tid på at mudre hinanden. Det sælger – men er farligt; blind tillid til populister risikerer at undergrave alt det, vi har i dag.

Det er jeg ikke parat til.

Man hører ikke så meget råberi fra os. For på midten arbejder vi, tager ansvar og forsøger at bygge fremtiden på de værdier, der gør vores samfund stærkt: frihed og fællesskab.

Men måske er tiden kommet til at råbe. Til at udstille, hvad det er for et samfund, fløjene ønsker sig.

Vi har alle sammen et ansvar.