"Ikke i min baghave"-mentaliteten skal dø én gang for alle

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

Rundtomkring i landet rejser vrede borgergrupper sig som invasive arter imod solcelleparker og vindmøller, som om det største problem ved klimatiltag er, at de kan ses fra køkkenvinduet.

Der er nu ligefrem dannet en landsdækkende forening, en såkaldt ”alliance mod vedvarende energi”, som samler modstanden mod solceller og vindmøller.

De, der går forrest i protesterne, er dem, der næppe selv kommer til at mærke klimakrisens fulde konsekvenser. Der klages over skyggekast, støj og negative konsekvenser for biodiversiteten, imens min og fremtidige generationer står til at arve en planet i en mildest talt dårlig forfatning. Det er på tide, vi sætter grænser for egoismen og får sendt “ikke i min baghave”-mentalitet på pension én gang for alle.

Den egentlige katastrofe er klimakrisen, ikke at værdien på ens hus måske kan falde, eller at man har udsigt til solceller på en køretur.

Det betyder ikke, at man ikke må føle sig berørt. For nogle kan det opleves som en personlig katastrofe, at udsigten fra køkkenvinduet pludselig skal prydes af vindmøller, men på et tidspunkt må vi alle tage samfundsansvaret på os og løfte blikket lidt videre.

Biodiversitetskrisen, som ofte bruges som et argument mod opførsel af grøn energi, er uden tvivl vigtig og kompleks. Men hvis vi ikke handler nu, risikerer vi, at der slet ikke er noget tilbage at redde.

Hvis vi bliver ved med at lade stå til og forsinker den grønne omstilling med “ikke i min baghave”-mentaliteten, risikerer vi at lade verden forandre sig i en retning, hvor både natur og klima lider uoprettelig skade. Kornørkenen, der forsøges beskyttet mod solceller, og det dyreliv, der skal skånes fra vindmøller, vil under alle omstændigheder blive truet i en verden præget af ukontrollerede klimaforandringer.

Biodiversitetskrisen og klimakrisen hænger sammen, og begge kræver, at vi tør træffe svære valg nu.

Så lad os hæve blikket – ikke bare fra solcellemarkerne og vindmøllerne, men fra vores egne baghaver og ud mod horisonten. Den horisont, der ikke kun tilhører os, men mine fremtidige børn, børnebørn og dem, der kommer efter. Ja, den grønne omstilling kræver kompromiser.

Men vi må kunne blive enige om, at en ændret udsigt er et lille onde sammenlignet med konsekvenserne af passivitet.

Derfor må vi én gang for alle lægge den forældede “ikke i min baghave”-mentalitet i graven – hvis vi ikke gør, bliver det den verden, vi kender i dag, vi begraver i stedet.