Mona Juul, du kaster grus i det blå maskineri, når du ikke afviser Mette Frederiksen

Dette er et debatindlæg: Indlægget er udtryk for skribentens holdning. Alle holdninger, som kan udtrykkes inden for straffelovens og presseetikkens rammer, er velkomne, og du kan også sende os din mening her.

I starten af september holdt Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti borgerligt konvent i Fredericia.

Her skulle blå blok vise et samlet alternativ og vække vælgerne fra VLAK-regeringens mareridt.

Signalet der blev sendt, blev på mange måder samlet, positivt og modigt konkret med hele 50 samlede politiske forslag for en borgerlig regering.

Men som en Sherlock Holmes ledte medierne med lys og lygte efter en sprække i det borgerlige fællesskab, og det gav Det Konservative Folkepartis formand, Mona Juul, dem desværre.

For da spørgsmålet, som kan give enhver borgerlig, og i særdeleshed Venstremand, det mest ulidelige deja-vu, stemte den konservative partiformands svar ikke overens med hendes formandskollegaer.

Spørgsmålet var selvfølgelig, om partiformændene kunne se sig i en regering med Mette Frederiksen som statsminister. Netop det spørgsmål, som Jakob Ellemann-Jensen fuldstændig skråsikkert afviste under valgkampen i 2022. En afvisning, som siden blev spillet på repeat på alt fra etablerede til sociale medier stort set fra dagen, hvor han gik ud på Amalienborg Slotsplads som forsvarsminister, til halvandet år senere, hvor han trak sig fra politik.

Netop det spørgsmål ville Mona Juul i modsætning til Jakob Ellemann ikke være ultimativ på ved det borgerlige konvent i Fredericia i denne måned.

Om det er, fordi Mona Juul er bange for at lide samme skæbne som Ellemann-Jensen, ved jeg ikke, men jeg tror, det klart er det bedste bud, hvis man skal gætte på en grund til hendes forsigtighed.

Problemet er blot, at denne forsigtighed kan være medvirkende til, at det kan blive svært overhovedet at skaffe et borgerligt flertal. For hvis vælgerne føler, at de får for mange blandede signaler, og de kan mærke, at et konservativt forræderi mod den borgerlige blok gemmer sig i skyggerne, så virker blå blok som et mindre robust alternativ. Og det er ærgerligt.

Misforstå mig ikke. Grundlæggende bryder jeg mig heller ikke om den politiske dans, hvor det handler mere om at pege på personer end på politik. For min skyld kunne Pia Olsen Dyhr være statsminister, hvis hun indførte Liberal Alliances politik.

Men hvis man kan føle, at De Konservative næsten allerede nu forbereder sig på, at lave Ellemann-finten efter næste valg, hvis der ikke er et stabilt borgerligt flertal, så tror jeg, at det kan gøre større skade i en valgkamp, end De Konservative har kalkuleret med.

For netop medierne har historisk set ikke holdt igen over for konservative partiformænd. Så jeg tror, det er helt forventeligt, at der kommer til at blive meget få dage i valgkampen, hvor Mona Juul ikke vil modtage det famøse spørgsmål. For så længe svaret er så åbent som det, Mona Juul leverer på nuværende tidspunkt, giver det rum til endeløse spekulationer.

De spekulationer vil ikke bare blive en hovedpine for Det Konservative Folkeparti, de kan også hurtigt blive en hovedpine for de øvrige partiformænd i blå blok. For de vil sandsynligvis, ligesom de er blevet det før, også blive bedt om at forholde sig til Juuls ambivalente standpunkt i valgkampen. Den slags er bare unægtelig noget, man helst vil være foruden i en valgkamp.

Derfor vil mit budskab til De Konservative og Mona Juul være: Afvis Mette Frederiksen én gang for alle.